Produktiviteten i bureaubranchen er den højeste siden Bureaubiz begyndte at udgive sin nøgletalsanalyse i 2008.
Bruttoavancen pr. medarbejder steg med 5,4 pct. i 2025, mens resultatet før skat pr. medarbejder steg med 21,1 pct. Samtidig faldt antallet af medarbejdere i branchen med 4,9 pct.
”Bruttoavancen pr. medarbejder er vokset før, men nu sker det i et år, hvor der stort set ikke har været vækst i bruttoavancen. I sådan et år kunne man ellers godt risikere, at produktiviteten faldt,” siger direktør i Brandse & Co. Henrik Jensen.
Den samlede bruttoavance voksede med 0,2 pct.i 2025. Dermed har markedet stort set stået stille i tre år. I 2024 faldt bruttoavancen med 0,7 pct., mens den steg med 0,5 pct. i 2023.
Henrik Jensen mener, at stagnationen skyldes både strukturelle ændringer og konjunkturer:
”Markedet er drevet af AI-transformationen og en tilhørende insourcing hos kunder samt til dels den geopolitiske uro, som skaber usikkerhed og dermed tilbageholdenhed hos nogle kunder.”
De største bureauer har den højeste produktivitet
Produktiviteten målt som bruttoavance pr. medarbejder er højest hos bureauer med over 40 mio. kr. i bruttoavance. Det er også den gruppe, der har haft den største stigning.
Hos bureauer med en bruttoavance mellem 20 og 40 mio. kr. steg bruttoavance pr. medarbejder med 4,8 pct. til 944.830 kr.
De mindste bureauer, som har en bruttoavance på under 20 mio. kr., havde derimod et fald på 0,4 pct. til 846.832 kr. pr. medarbejder.
Samlet lå bruttoavancen pr. medarbejder i bureaubranchen på 975.528 kr. i 2025.
Kommunikationsbureauerne fører an
Kigger man på bureautype havde kommunikations- og PA-bureauerne den højeste bruttoavance pr. medarbejder i 2025. Den lå på 1.101.013 efter en stigning på 11,7 pct.
Mediabureauerne og eventbureauerne havde tilbagegang. Mediabureauernes bruttoavance pr. medarbejder faldt med 1,6 pct., mens eventbureauerne faldt med 4,4 pct. I nøgletalsanalysen for 2023 var det netop de to bureautyper, der havde den højeste produktivitet.
Bruttoavance pr. medarbejder fordelte sig sådan på bureautyper (ændring i parentes):
Kommunikations- og PA-bureauer: 1.101.013 kr. (11,7 pct.)
Designbureauer: 1.082.679 kr. (6,4 pct.)
Mediabureauer: 1.036.037 kr. (-1,6 pct.
Digitale bureauer: 980.055 kr. (7,0 pct.)
Eventbureauer: 965.273 kr. (-4,4 pct.)
Reklamebureauer: 893.518 kr. (3,9 pct.)
I årets BureauNøgletal kan man se, hvilke bureauer, der har den højeste bruttoavance pr. medarbejder. Analysen indeholder desuden otte andre nøgletal for 428 bureauer.
Bureaunøgletal2026
BureauNøgletal indeholder regnskabstal for 428 bureauer i 2025. Analysen viser bl.a. bureauerne med de største overskud og underskud, de højeste og laveste lønninger, den største fremgang og tilbagegang i bruttoavance samt den største fremgang i bruttoavance pr. medarbejder samt den største overskudsgrad. Derudover indeholder analysen knap 20 nøgletal for hvert bureau. Læs mere om analysen her. Du kan også kontakte Michael Brochmann for at høre om dit bureau er med i analysen.




