Propaganda McCann bør ikke have rekrutterings-problemer med den lønpolitik, bureauet fører. Gennemsnitslønnen pr. medarbejder steg med 14 pct. til 1,09 mio. kr., og det er en af årsagerne til, at resultatet af primær drift ikke steg med samme tak som bruttoavancen.
Adm. direktør Bjørn Stene siger: “Vi har de dygtigste folk i branchen – og det betaler vi dem for”.
Han kan dog også glæde sig over, at de 25 mennesker i bureauet trækker omsætning til. Bruttoavancen pr. medarbejder er 1,7 mio. kr., og det tal er i en klasse for sig selv.
“Med et pænt årsresultat i hånden, er det altid fristende at fremhæve virksomhedens dynamiske og strategiske satsninger på nye kompetencer og forretningsområder. Sandheden er nok blot , at der er en stigende efterspørgsel på det, vi er gode til. Nogle kalder det corporate communication, andre kalder det strategic branding – det er i hvert fald det lidt højere skoleridt inden for reklame og kommunikation”, siger Bjørn Stene og nævner, at bureauet i 2007 indledte samarbejde med blandt andre rederiet Torm og Danske Spil (corporate communication).
Nøgletal for Propaganda McCann
- Bruttoavance 42,993 mio. kr. (+8 pct.)
- Bruttoavance pr. medarb. 1,72 mio. kr. (+4 pct.)
- Lønandel 63 (57)
-
Resultat af primær drift 6,916 mio. kr. (+0,3 pct.)