Publicis kom ud med stærkt år

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Markant vækst i 2008, og specielt den digitale forretning vinder frem. Men topchefen, Maurice Levy, løfter dog en advarende pegefinger for i år.

Krise i sidste halvdel af 2008? Måske. Men ikke i regnskabet for den store franskbaserede reklamekoncern, Publicis.

Omsætningen steg med 6 pct., hvis man tager forbehold for valutakurs-udvikingen, og overskuddet steg med 16,7 pct. – heraf var 3,8 pct. organisk vækst.

Gruppen rummer bl.a. reklamebureauerne Leo Burnett, Publicis og Saatchi & Saatchi samt mediabureauerne Starcom Mediavest og ZenithOptimedia. Desuden rummer den det digitale selskab Digitas, og her går det rigtig stærkt. Den digitale forretning udgør nu 19 pct. af omsætningen mod 15 pct. i 2007. Målet er 25 pct.

Topchefen Maurice Levy understreger dog over for Brandrepublic, at nedgangen i 4. kvartal understreger det ekstrem vanskelige økonomiske klima og behovet for at gå ind i 2009 med stor seriøsitet. Han ser dog samtidig året som en mulighed for at vinde markedsandele.