Puma blev dyr for Robert/Boisen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Stort minus i 2009. Til gengæld fik bureauet i slutningen af året bl.a. den internationale lancering af Somersby, så tonerne er nu igen behageligere.

En gammel sandhed for bureauer er, at det kan være farligt, hvis en kunde kommer til at fylde for meget.

Den sandhed kan Robert/Boisen og Likeminded nu skrive under på.

Bureauet havde op til starten af 2009 vundet den globale markedsføring af Puma.

“Puma var blevet en meget stor kunde – måske også for stor. Så da de med meget kort varsel flyttede deres markedsføring til USA, blev det kostbart for os. Samtidig var new bizz aktiviteten meget lav i 1. halvår. Kunderne så ikke nogen grund til at udskrive bureaukonkurrencer, når de ingen budgetter havde. Men det gav os ikke mange muligheder for at erstatte tabet,” siger adm. dir. Kim Boisen.

Han karakteriserer året som en skævert – men det kunne være gået værre som markedsforholdene har været.

“Vi synes, vi har fået skåret fornuftigt til undervejs,” siger Kim Boisen.

Han og Michael Robert har foretaget et kapitalindskud, så egenkapitalen er fornuftig.

“Vi har i de foregående år tjent gode penge, så der har været gode mulighed for at sende noget retur for at sikre, at vi har kapaciteten til at investere i new bizz,” siger Kim Boisen.

Afslutningen på året blev da også noget bedre. Bureauet står bag den anerkendte kampagne for Somersby, og nu står man så også for den internationale lancering.

Hertil kommer PriceWatersCoopers, et internt projekt i Ikea Tåstrup og Danske Færger.

Nøgletal for Robert/Boisen & Likeminded

  • Bruttoavance 16,365 mio. kr. -34 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 861.316 kr. -13,1 pct.
  • Lønandel 79 (64)
  • Resultat af primær drift -2,054 mio. kr. (+2,117 mio. i 2008)