Tallene viste klart, at det nu var tid igen at gøre noget for Rød Merrild. Det bemærkelsesværdige er dog, at mærket faktisk har solgt godt i så meget som 7 år uden at blive understøttet af tv-markedsføring.
“Vi valgte tilbage i 2000 at satse på Cafe Noir og Senseo, fordi vurderingen var, at der var større vækstpotentiale i de mærker end i Rød Merrild. Derfor har der i den mellemliggende periode ikke været et egentlig kommunikations-koncept til at understøtte mærket. Alligevel har det faktisk solgt godt og i det hele taget klaret sig fornuftigt. Men alle brand-tallene viste, at det nu er tid at gøre noget for mærket igen, hvis ikke vi skulle få problemer om et par år”, siger marketingchef Mark Hemmingsen.
Og det er så det, der er ved at blive foldet ud gennem en kampagne skabt af Nørgård Mikkelsen.
“Strategien har været rigtig. Vi har fået meget flotte resultater ud af Cafe Noir, der er blevet et urbant mærke og faktisk blevet større end Gevalia i København. Vi dropper ikke markedsføringen af Cafe Noir og Senseo, men fremover bliver midlerne fordelt mere ligeligt mellem mærkerne”, siger Mark Hemmingsen.