Interesserer danskerne sig for skattepolitik? Er det rigtigt når nogle påstår, at skat aldrig kan blive et seriøst emne i en valgkamp?
Tjah, danskerne interesserer sig i hvert fald for, hvad politikernes beslutninger betyder for egen pengepung, senest illustreret ved at ATP’s hjemmeside er i udu på 3. dagen, da alle åbenbart skal ind og tjekke hvad der står på deres SP konto.
Nå, men her skal det ikke handle om penge, skat og Lars Løkke, men derimod om, hvad det var, der skete siden Carsten Koch og skattekommissionen barslede med anbefalingen til en skattereform. For det handler jo om så meget mere end penge og skatteprocenter.
Det er – også – et drama, hvor det handler om at vinde den moralske sejr og stå tilbage som den, der allermest har fortjent anerkendelse og street-respekt fra alle sider. Hvilket så slet ikke er det samme som at få flest penge, men om at få en tilstrækkelig sum, som ingen misunder en.
Helte og skurke
Ethvert drama skal have helte og skurke, for at vi kan føle den rette grad af identifikation. Bedst er det, hvis man fra starten er enige om, at det er det her, vi kæmper for. Det var man så ikke.
Her blev der mildt sagt famlet i starten af forløbet, for hvem var det nu, der skulle frelses i den fordelingskamp, vi gik ind i?
Man havde under tidligere manøvrer omkring skatten skudt nogle prøveballoner op. Under henvisning til at målet var at “begrænse hjerneflugt” og “tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft” havde regeringen forsøgt at gøre sænkelse af topskat og diverse fradrag mere spiselige for befolkningen og socialdemokratiet/ fagbevægelsen i særdeleshed. Det stod hurtigt klart, at det var en kamp, som var tabt på forhånd. Også fordi danskerne nærer en grundlæggende mistro til folk med alt for lange uddannelser.
Tynget af finanskrisen valgte regeringen derfor at lancere skattereform-forslaget med en lidt diffus helte-duo ved navn “hele det danske samfund” og “sikre beskæftigelsen”.
Ikke det mest sexede makkerpar i nyere politik. Og det varede da heller ikke længe, før andre trådte til og gjorde krav på at blive de moralske vindere i skattereformen.
Generationstyvene!
Første forsøg på at træde i karakter som “helt” kom fra den yngre generation lige omkring de 30, der kastede sig over et altid populært emne, nemlig opgøret med forældregenerationen.
Angiveligt er denne forældregeneration kendetegnet ved, at de har raget til sig hele livet og nu bare vil gå på efterløn og bælle rødvin. Men den var for tyk og fik heller ikke den store gang på jord. Forældregeneration var beviseligt dem, der havde haft 2 ugers barsel, hvor nutidens forældre har min. 9 mdr. med fuld løn plus mulighed for forældreorlov. Det var også forældrene, der havde haft lørdagsarbejde, max. 2-3 ugers ferie og arbejdsuger på 45 timer, hvor den yngre generation har 6 ugers ferie, omsorgsdage, afspadsering eller overarbejdsbetaling, arbejdsmarkedspensioner m.m., så heller ikke her lykkedes det at finde den moralske vinder i skattekampen.
Vi er landets fremtid!!
Et kort stykke tid så det ud som om, de studerende stod til at løbe med sejren i kapløbet om at blive skattekampens moralske vinder, altså dem, som alle syntes, det var mest synd for.
I det oprindelige forslag til skattereform, var SU’en udpeget som et middel til at finansiere generelle skattelettelser. Argumentet var, at den studerende kunne se frem til en lang livsindtægt på reduceret topskat og det derfor var rimeligt, at de to sidste SU-år blev lånefinansieret.
Sjældent er et forslag røget så hurtigt af tavlen, måske også fordi politikerne jo ikke er idioter. De ved godt, at studerende er lig med potentielle borgerlige vælgere, når de først er havnet i vellønnede stillinger. Ligesom at et dyrt, tidskrævende studenteroprør ikke var det, man lige stod og havde brug for samtidig med en buldrende finanskrise, eskalerende bandekriminalitet og anden uro.
Og hermed fik de studerende deres vilje og SU, men de forpassede chancen for at fremstå som vindere i mediekampagnen. Nu er det bare status quo og tilbage til skolebænken med jer.
Rollatorernes indtogsmarch?
Næste flankeangreb kom fra det såkaldte grå guld, et angreb der var dødsdømt på forhånd, fordi der ganske enkelt ikke er medietække i ældre, der har deres på det tørre. Desuden var de lidt sporadiske opbakninger fra pensionsselskaberne uden bid, og slaget var helt tabt, da den noget salvelsesfulde direktør for Ældresagen blandede sig. Så vi fik nogle få historier om ægtepar, der stod til at tabe lidt penge, hvis det lykkedes at få gennemført udligningsskat på større pensionsudbetalinger, men en vinder, det fik vi ikke.
De rige svin!
Det spøjse ved politisk spilfægteri og retorik er, at hvis man ikke er i nærheden af magten, kan man tillade sig at gå endog meget langt i verbal tilsvining. Det hedder “politisk markering”.
Det er en særlig kunst, og skal det lykkes, kræver det en vis underforstået konsensus hos befolkningen generelt.
Så alle forudsætninger var egentlig på plads, da fagbevægelsen med LO i spidsen kastede sig ud i en kampagne, der i hidtil uset grad lagde højtlønnede danskere for had.
Med slogans som “Gadefest på Strandvejen. Dorte spenderer trøfler, champagne og kaviar”, og “Skål i VIP-loungen. Peter spenderer cognac og havannesere” forsøgte Børsting og co. at “italesætte” den djærve LO-arbejder, som dem det er allermest synd for!
Men den noget bastante beton-retorik slog ikke rigtigt igennem.
Dels er danskerne generelt kritiske over for fagbevægelsen lige pt, dels var klassekampsretorikken flere årtier for sent på den.
De højtlønnede i vore dage arbejder som regel 50-60 timer om ugen, og har mere travlt med at få målt blodtryk end med at feste igennem på hummer og kaviar. Så en kommunikationsmæssig om’er til LO. Og ingen moralsk vinder i sigte endnu.
Bønderne!
Er der noget danskerne mistror mere, end folk der tjener penge, så er det bønder. Bønder er sådan nogle, der forurener naturen, og i øvrigt bruger al deres tid på at platte sig til størst mulige EU-tilskud, så dem er der ingen sympati med. Et af skattereformens forslag om ekstra afgift på mættet fedt (læs = svinefedt) var således født til folkelig opbakning hjulpet godt på vej af den stigende bekymring over, at skolebørn bliver tykkere og tykkere.
Men lobbyisterne fra Landbrugsrådet ved godt, hvordan man vinkler et modangreb. Man sørger for at formulere sin sag, så den rammer plet hos Dansk Folkepartis vælgere. Og, som Gemælke formulerede det: “Denne afgift vil især ramme 300-400.000 småtspisende med særligt behov for energirigtig kost (læs = ældre).
Der røg endnu en potentiel vinder i det retoriske kapløb.
Måske skulle man bare lade tallene tale?
Dem, der tror, at dramaet om skattereformen handler om tal, tager grueligt fejl.
Tal duer ikke til at skabe sympati, for tal kan vinkles bekvemt alt efter, hvilket budskab man vil have frem. Tal kan være helte, tal kan være skurke, det er helt op til den, der fører pennen.
Et par eksempler:
For fremtiden skal den lavtlønnede betale max 32 % i skat, den højtlønnede skal betale max 56 %.
Det er sikkert rigtigt, men særlig sexet er det altså ikke, og i en prævalgkamp eller avisoverskift duer det slet ikke.
Så er det straks meget bedre med: Direktøren får 44.000 i skattelettelse, Doris må nøjes med 125 kr. om måneden.
At direktøren så er gået fra 518.000 og nu kun betaler 474.000 og Doris er gået fra at betale 16.000 til nu 15.875 i skat kommer heller ikke sagen ved. I hvert fald ikke i det retoriske landskab.
Og vinderen er….
Dramaet er ved at være slut, topskatten forblev på 15 % med en øget bundgrænse, mellemskatten forsvandt, bundskatten røg 1,5 % ned, de studerende beholdt SU’en, der blev lagt semi-låg på ratepensionerne, sosu-assistenten fik lidt mere og marginalskatten røg en smule ned men slet ikke nok iflg. eksperterne. Så hvem blev så den egentlige moralske vinder, hvem kan vi alle sammen blive enige om fik lige det ekstra, hun havde fortjent?
Det må være sygeplejersken. Hende der tørrer vores feberhede pande, når vi ryger ind med salmonella forårsaget af pumpet kalkunbryst, hende der trøster det syge barn i hospitalssengen. Hende, der nu er kommet i så bekvem afstand af topskattegrænsen at der er plads til at yde en ekstra indsats og rent faktisk få noget ud af det. Er der noget politisk parti, nogen interesseorganisation eller nogen dansker, der ikke under hende det?
Er der nogen der kan have ondt af, at en sygeplejerske får lidt mere i den såkaldte lønningspose?
Nej vel? Prøv selv efter, næste gang du sidder der ved parmiddagsbordet og samtalen er ved at gå i stå.
Esther Selig er partner/tekstforfatter i Sunrise Reklamebureau
