Radikale gav SF bøllebank på Amalienborg Slotsplads

Hanne
Feldthus

De radikale præsterede kommunikation i verdensklasse, da regeringen skulle tages i ed hos dronningen. Men der er en bagside, for der er grænser for, hvor meget man kan slå på en, der ligger ned.

Denne klumme beskæftigede sig under valgkampen med en tvivlende planners oplevelser af effekten af udvalgte politikeres gøren og laden. Særligt de konservative fik i den forbindelse drøje hug, mens jeg som alle andre var fuld af beundring for Margrethe Vestagers mageløse evne til at forene det uforenelige: Blå politik med en rød statsminister.

At forene det uforenelige er det stærke brands adelsmærke og roden til alt godt. Lykkes man med det, kan alt på forunderlig vis lade sig gøre.

Og Margrethe gik da også på vandet hele vejen igennem valgkampen og ind i receptionen på Crowne Plaza, hvorefter man må formode, at hun trods alt tog elevatoren op til 25. etage.

Her tog hun så kraftigt for sig af retterne, at det er svært at finde bare et enkelt af de slagnumre, som S og SF tabte valget og vandt regeringsmagten på.

Siden har hun optrådt med den suveræne vinders overlegne overskud og har ikke haft det mindste behov for at fortælle om sine fingeraftryk på det nye regeringsgrundlag. Næ nej, regeringsgrundlaget er en fælles sag, ikke de radikales sag.

Særligt den tidligere rockstjerne og nu decimerede SF-formand har haft svære forklaringsproblemer desangående. Og problemerne blev ikke mindre af, at Margrethe alligevel ikke kunne nære sig for at tvære salt i såret.

Nu er hun jo ikke umiddelbart en brutal dame, men hun kender ved gud sine virkemidler og får efter alt at dømme ikke brug for de to spindoktorer, som den nye regering vil udstyre sine uerfarne ministre med. Hun ved, hvordan man tværer en samarbejdspartner ud, uden at han kan sige noget til sit forsvar. Hun bruger nemlig billeder i stedet for ord.

Villys efter eget udsagn primære berettigelse i den nye regering er – bortset fra noget med noget vækst – SF’s grønne sindelag og en betalingsring. Javel, det vil vi da godt tro på, men hvis vi skulle have glemt, at det grønne også er en radikal mærkesag, så har vi nu fået brændt billedet af fem radikale ministre på cykel og en i en Ellert på Amalienborg slotsplads ind på nethinden, så vi aldrig kommer til at glemme det. Det er kommunikation i verdensklasse.

Ikke mindst fordi billedet er ledsaget af et andet og mindre brand opbyggende billede af en kommende socialistisk udenrigsminister bag tonede roder i en stor, sort, benzinslugende og CO2-udledende bil, som han selv vil til livs med en betalingsring. Ikke kun på grund af trængslen, men også på grund af alle os stakkels københavnere, der efter sigende lever i overhængende fare for at dø en alt for tidlig forureningsdød.

Hvis vi sendte de to billeder ti år tilbage i tid, ville ingen daværende og oppegående medborger have troet på andet end, at det måtte tilskrives en ekvilibristisk fotoshop-operatør.

Nu står vi i den situation, at vi har fået anskuelsesundervisning på første række i, hvad det vil sige at være et winning brand i forhold til et loosing ditto.

Alt, hvad Margrethe & Co gør lige nu, bliver opfattet som autentisk og i orden. De er bare så ægte og oprigtige. De gør, hvad de siger og siger, hvad de gør. Og fortsætter med at forene det uforenelige på cykler i jakkesæt og en usædvanlig blækblå kjole.

Så er det ligegyldigt, at Margrethe ikke lige kunne finde nogen kvinder til sit ministerhold. Skidt med det. Hun fandt bare de bedste. Det siger hun selv.

Stakkels Villy, han tror åbenbart ikke selv på, at han er minister-parat, hvorfor han er nødt til at stive sig af med en magtbil. Man må håbe, at han bruger tiden på bagsædet til et sprogkursus, der kan bringe ham ind på de bonede diplomatgulve uden, at han kaster total skam over Lilleput-danmark.

Nej, spøg til side, for det her er alvor.

Mogens Lykketoft cyklede. Han cyklede og cyklede og cyklede, og det bragte ham ingen steder hen andet end ud i kulden. Et svagt brand kan ikke reddes af nok så oprigtige visuelle signaler.

Omvendt styrker overfladiske events med gode foto-opps det i forvejen stærke brand, fordi vi ser det, vi gerne vil se. Vælgerne læser den historie, de i forvejen har fået fortalt og har købt sig ind i, ind i billederne.

Derfor er det også farligt. Vinden kan vende fra det ene øjeblik til det næste – særligt i politik – og så vender historien også, men billederne består.

Margrethe leger med ilden, for vi mennesker bryder os ikke om folk, der slår på folk, der ligger ned. Hun havde ikke behøvet at tage det sidste stik fra regeringsforhandlingerne hjem. Det havde klædt hende, at lade stakkels Villy få lov til at klamre sig til sine grønne profil.

Hovmod står for fald. Hvis nogen radikal skulle være i tvivl om det, er jeg sikker på, at man kan finde Marianne Jelved på Facebook og spørge hende om, hvor stort et sug i maven, det giver, når man er røget ud over kanten. Fra 25. etage.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.