Radioguru sælger alt og tager bureauet på jordomrejse

Peter Engholm
25@mail.dk

Palle Bo vil drive Radioguru på ægte global vis de næste fire år. Han har rykket rødderne op, pakket alt i én kuffert og lagt en løs rejseplan.

Det er ikke usædvanligt i denne ferietid at pakke sine sager, men når Palle Bo tirsdag flyver mod Tallin, så er pakningen noget mere vidtgående end de fleste. Alt er pakket – som i alt. Hele hjemmet er pakket sammen.

For det er ikke en ferie, han tager på, men derimod en fire år lang rejse jorden rundt, hvor han passer sit arbejde, samtidig med at han får besøgt 80-100 lande.

Palle Bo har beskæftiget sig med radioreklame i over 25 år – de seneste knap 10 år med sit eget selskab; Radioguru. Og der vil fortsat blive produceret radioreklame til danske kunder, men fra fjerne adresser og ikke nødvendigvis samme tidszone som Danmark.

”Inspireret af Thomas Kolster (Goodvertising, red.) arbejdede jeg i 2013 to måneder fra Sydafrika og mistede ikke en eneste kunde. Siden hængte jeg et verdenskort op ude i køkkenet, og jeg satte en nål i kortet, hver gang jeg hældte en kop kaffe op. Jeg tænkte på konceptet Jorden rundt i 80 uger, men det blev for kort tid,” siger Palle Bo.

Det blev til op mod 100 lande – primært dem, han ikke har besøgt før – fordelt på godt 200 uger.

Er flyttet hjemmefra for alvor

Børnene bor i London, hvor de arbejder, inden de skal hjem og studere. De er således flyttet hjemmefra, og det er Palle Bo også selv.

”Jeg har solgt huset, bilen og alle møbler – på nær fem klapstole. Bøgerne og vinylpladerne er opmagasineret. Da sofaen blev båret ud, havde jeg mest at alt bare lyst til at lægge mig i fosterstilling på den og se Netflix – jeg er jo 51 år og lige pludselig langt fra min comfortzone … og dér vil jeg i øvrigt være permanent den næste lange tid,” siger Palle Bo.

Pengene fra hussalget skal ikke finansiere rejsen, men sikre en Pinocchio-følelse; ’Der er ingen bånd, der binder mig’. For Radioguru-forretningen passes ufortrødent, og det er den, der skal holde Palle Bo kørende som vanligt.

”Jeg skal producere danske radioreklamer, og jeg skal lave et ugentligt postkort på P1 Eftermiddag – Palle alene rundt i verden. Desuden podcaster jeg på Radiovagabond.dk,” siger Palle Bo.


Hvad med båndbredde – og tidsforskel?

”Et gadekøkken i Vietnam kan have bedre forbindelse end mange steder i Danmark, men det er klart, at jeg sætter mig ikke ud på en sejlbåd uden wifi. Og jeg har opgraderet indgangen til firmaet med danske folk, der passer min telefon. De kan ringe mig op døgnet rundt,” siger Palle Bo, som i forvejen instruerer skuespillere over skype – og det fortsætter naturligvis.

Nulstiller sig hvert halve år

Fra Tallin går turen videre til 18 lande i Østeuropa, som han ikke været i før. I Afrika bruger han 17 uger som passagér i en ombygget lastbil, der kører fra Capetown til Cairo. Og i San Diego køber han en bil og kører op til Canada, og derfra videre til Miami, hvor han sælger den igen – efter en tur på 16.000 km eller 10.000 miles.

Hver især rejser, der snildt kunne stå alene, men som her blot er del-elementer på en større tur.

”Hvert halve år slår jeg mig ned i en måneds tid for at blive nulstillet – jeg sigter bl.a. mod Bali og Australien. Her vil jeg udnytte det dykkercertifikat, jeg tog sidste år,” siger Palle Bo, som vil frekventere Airbnb og Couchsurfing frem for hoteller, der har det med at ligne sig selv, uanset verdensdel eller land.

Mere kreativ af at rejse

Også fagligt vil Palle Bo – den mest prisvindende radioreklame-producent i Danmark – ind imellem stoppe op. Det sker for at holde sig fast på målet om konstant at blive bedre til sit arbejde. Til lokalavisen i Randers formulerede Palle Bo det således:

“Jeg har lavet den aftale med mig selv, at jeg hvert år skal kunne se mig selv i øjnene og konstatere, at jeg er blevet bedre til det, jeg gør. At rejse gør mig mere kreativ. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er, men det virker. Nye lyde, andre dufte, et andet lys. Alle de små forskelle inspirerer. Jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at lave bedre ting.

Men derudover er der ikke meget der er helt sikkert – herunder rejseplanen:

”Den er ikke mejslet i sten. Jeg talte for nylig med den yngste mand, der har været i alle lande i verden, og han sagde, at han ville blive sur, hvis jeg ikke besøgte Nordkorea. Men jeg er åben over for nye muligheder undervejs, og jeg ved, at de vil opstå – jeg kan sidde i kontorfællesskab et sted og få nye kunder, eller jeg kan få rejsekammerater, der foreslår, at vi drejer til venstre her,” siger Palle Bo.

Således ligger det ikke helt fast, om udlands-eventyret i det hele taget slutter efter fire år i form af en returnering til Danmark.


”Det, der nok ligger mest fast, er, at jeg regner med at få flyttet mine fordomme i mine møder med nye mennesker.”