Recommended: Han skovlede, hun fik jobbet

Peter Engholm
25@mail.dk

Stillingen som PR- og webmanager fik national opmærksomhed, da en kreativ sneskovler søgte den. Men bureauet fandt sin kandidat hos TV 2 Kommunikation.

Kent Riddersholm Nielsen skovlede i timevis sin ansøgning i sneen for an Recommended en januarmorgen. Han ville gerne være PR- og webmanager på bureauet og fik også skabt opmærksomhed for sin person – men jobbet, dét fik han ikke.

Bureaubiz omtalte tidligere på måneden, at ansøgerfeltet var skrapt til den ellers ihærdige mand.

“Ideen var dybt original og 100 pct. hans egen. Men til stillingen som PR- og webmanager var Kent Riddersholm oppe imod endog meget tunge kræfter,” sagde kreativ direktør i Recommend, Ulrik Juul, ved den lejlighed.

Nu er der så sat navn på den tunge kraft, der endte med at få jobbet: Katrine Lundgreen. Hun er vant til at kommunikere kommunikationsvirksomhed, idet hun kommer fra en stilling som projektleder og journalist hos TV 2 Kommunikation i København.

Her har hun de seneste tre år arbejdet med projektstyring i krydsfeltet mellem markedsføring og PR samt siddet som PR-ansvarlig for TV 2s nichekanaler, hovedsagligt med fokus TV 2 Zulus egenproducerede programmer og events.

Hos Recommended har Katrine Lundgreen fået ansvaret for bureauets interne og eksterne kommunikationsplatforme, branche-events og fremtidige brand strategi for kontorerne i både Århus og København.

Recommended ligger til at overtage pladsen som Danmarks største reklamebureau, når 2009-resultaterne gøres op, men i Image-analysen fra MyResearch og Bureaubiz havner bureauet langt uden for Top10. Jørgen Blauert, adm. direktør for Recommended Denmark, siger om den nyoprettede stilling:

“Der er sket utrolig meget i løbet af det sidste år, og nu skal vi i gang med at fortælle om alle de mange spændende tiltag og stærke kompetencer, som huset rummer og har udviklet i årenes løb. Et stærkere fokus på både intern og ekstern PR vil øge kendskabet til Recommended og understøtte vores kompetencer omkring solid, strategisk, velfunderet integreret kommunikation.”

Katrine Lundgreen er uddannet i Media & Cultural Studies fra The London College of Printing, hvor hun under uddannelsen bl.a. arbejdede som journalist for alt fra CNN.com til Mother & Baby Magazine.

Hun er 32 år og bor sammen med sin kæreste Lars van Toorn Brix. Selv om Recommended i denne måned har åbnet et København-bureau, så flytter parret til Århus, hvor Katrine Lundgreen i forvejen har familie.