Recommended og Zupa vil samarbejde hen over midten

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Danmarks største reklamebureau bruger valget til at kommunikere integreret kommunikation. Men mange andre virksomheder søger aktualitet i deres markedsføring gennem valget.

I fredags omtalte Bureaubiz valgplakaterne fra Alis og DDB, der udstyrede de seriøse kandidater med både skateboard og håndtegn, og i denne uge er aktiviteten – næppe til nogens overraskelse -intensiveret, En række firmaer søger aktualitet i deres markedsføring ved at tage afsæt i valget.

Også bureaubranchen er repræsenteret i det brede felt, idet Recommended og Zupa har indrykket en helside i Børsen MedieMarked: I midten af annoncen-holdt-i-hvidt sætningen “Vi tror også på et samarbejde hen over midten.” og i bunden Recommended og Zupas respektive logoer samt teksten “Integrerede kommunikationsløsninger baseret på samspil, synergi og specialisering. Se www.samarbejdehenovermidten.dk

Fra dagens øvrige valg-inspirerede markedsføring kan nævnes:

I helsides annoncer bringer Danica Pension en valgplakat hængt op nær Christiansborg – med et stort kryds i højre hjørne. “Et valg, der rækker mere end 4 år frem” og “Danica Pension – Det sikre valg”.

Føtex har flere annoncer, dels flæsk i skiver (19,95 kr. pr. ½ kg) under overskriften “Valgflæsk til folket”, dels en sag holdt i blå og røde farver – og med et kryds i et stemmefelt “Valgkage. Hvem vinder – rød eller blå glasur”. Her kan man købe hhv. røde og blå cupcakes og time-for-time følge salget i et valgbarometer.

 

Lakerol

Läkerol kører sin vanlige “makes people talk”, men i format og opklæbning som valgplakater – placeret sammen med de egentlige valgplakater. 

 

kondom

Og endelig har et apotek på Gl. Kongevej, Frederiksberg, sat to kondompakker op ved siden af hinanden: “Det svære valg – rød eller blå plan?”.

Hos AarhusKontoret fik man for nylig kunden Spinning Jewelry, hvis digitale platform indebærer netop en ambition om aktualitet i markedsføringen – der skal ske noget nyt på sitet hver eneste dag året rundt. Og adm. direktør Anders Tranæs siger om markedsføring med aktuelt afsæt:

“Sørg for, at dét, du siger, har relevans for modtageren – det er en almengældende sætning, der rammer rent her. En aktuel begivenhed kan sikre lydhørhed over for dit budskab, men den kræver samtidig en vis balanceevne, for hvis modtageren føler, at han/hun ikke bliver belønnet for sin opmærksomhed, så kan det have en negativ effekt.”

Føtex-annoncen med valgkager kan ifølge Anders Tranæs godt passere, fordi den er hyggelig og harmløs på en underholdende måde. Og at man føler sig underholdt et øjeblik, kan være den føromtalte belønning.

Men han understreger, at karakteren af den aktuelle begivenhed naturligvis også spiller med i overvejelserne:

“Politik er et følsomt emne, som de fleste tager mere alvorligt end eksempelvis en slutrunde i fodbold. Derfor risikerer en annonce, a la den du beskriver fra Recommended og Zupa, at blive en parafrase over politiker-jargon snarere end afleveringen af en begavet pointe. For de folk, der er trætte af valgkampen, indfanges ikke, og de, der går højt op i valget, kan ende med at blive skuffede,” siger Anders Tranæs.