Red Dot til dansk designer

FiG

Sten Jauer har allerede høstet adskillige hædersbevisninger for det arbejde, han har lavet for Osti. Herudover er der også en Red Dot til Libaratone.

Kunden er glad – så glad, at han gerne praler med en international award. Og så er der al mulig grund til, at designeren også kan være både glad og stolt.

Det gælder Sten Jauer fra Land Designlab, som nu også kan skrive en Red Dot Award i product Design på listen over priser for det arbejde, han har lavet for det familie-ejede danske brand Osti.

”Markeder som Island og Storbritannien men også vores designbevidste naboer i Sverige viser stor interesse for lige netop Red Dot som et kvalitetsstempel for godt design og håndværk. Prisen hjælper os til lettere at komme i dialog med vigtige forhandlere og distributører, som kan få stor betydning,” siger direktør Peter Hemmingsen.

Der er tale om en ostehøvl, som er designet af Sten Jauer, der også har designet emballagen, og for ham er prisen et klart udtryk for den merværdi, godt design kan tilføre både brand og produkt:

”Designet kombinerer funktionalitet, ressourcebevidsthed og venlig æstetik og gør Osti 01 til en optimal ambassadør for Ostis brand – en ambassadør som allerede ligger i hver ottende danske køkkenskuffe. Succesen kan aflæses både på bundlinjen, på trofæhylden og ved åbningen af nye markeder,” siger Sten Jauer.

Han har allerede høstet adskillige priser for produktet.

Sidste år vandt ostehøvlen dobbelt guld for både produkt og emballage ved iF Design Awards i München, og som det eneste ikke-kinesiske bidrag også en Home Style Gold Award i Shanghai. Året før blev det til bronze ved European Design Awards for det ressourcebevidste og brugervenlige emballagedesign.

Osti 01 blev lanceret i seks farver i 2014 som startskuddet på en ny generation af funktionelle oste-relaterede produkter fra Osti.

Red Dot til Libratone

Også et andet dansk produkt, der har arbejdet med farver, har fået en Red Dot i Product Design.

I efteråret 2015 introducerede Libratone en ny generation af den trådløse multirums-højttaler ZIPP, der de senere år har vundet en række priser for både design og teknologi. Og nu kan Libratone så også prale med en Red Dot Award i kategorien for bedste produktdesign.  

”En Red Dot Award er et flot kvalitetsstempel, der bekræfter, at vi er med til at forbedre musikoplevelsen for forbrugeren. Libratone ønsker at gøre en forskel for trådløs frihed og optimal udnyttelse af streamingens muligheder uden at gå på kompromis med hverken høj lydkvalitet eller lækkert design, så vi er naturligvis glade og stolte over denne anerkendelse af vores indsats,” siger Jan McNair, Libratones CEO. 

Libratone ZIPP og ZIPP Mini kombinerer netop den bedste lydkvalitet med et minimalistisk skandinavisk design, så lyden sættes i centrum og højttalerne kan fremhæves som en æstetisk del af indretningen frem for at blive gemt væk i hjørnerne. De giver den mest fleksible multirums-oplevelse på markedet og kan spille via både WiFi og Bluetooth, enkeltvis eller op til seks enheder ad gangen i såkaldte soundspaces.