Af Peter Engholm 25@mail.dk

Dansk Annoncørforenings adm. direktør formulerer sig skarpt om markedsføringspanelet, der skal rådgive regeringen. Public Relations Branchen er mere forbeholden i sin kritik.

Markedsføringspanelet, som Økonomi- og erhvervsministeriet har nedsat til bl.a at rådgive regeringen om markedsføring af Danmark, mødtes første gang i forgårs. Og det er dåbsgaver af den mere kontante slags, der afleveres af Dansk Annoncørforenings adm. direktør Otto B. Christiansen til de 30 medlemmer af panelet – hvoraf kun 2 er marketingfolk.

“Hvilken virksomhed samler et markedsføringsudvalg med praktisk talt ingen markedsføringskompetencer? Og vis mig den virksomhed, der har samlet et panel på 30 personer – og fået noget konkret ud af det efterfølgende. Det virker latterligt at sammensætte panelet sådan,” siger Otto B. Christiansen.

Kritikken er ikke personrettet, for han har ikke set sammensætningen af panelet.

“Umiddelbart lader det til det, at man mangler dem, der skal forholde sig markedsførings-strategisk til udfordringerne og implementere tankerne. Altså hvordan får vi segmenteret virksomhederne, hvordan bruges nettet, og hvordan måler vi succesen,” siger Otto B. Christiansen.

Dit udgangspunkt er virksomheder, men ministeriets markedsføringschef fremfører, at der er stor forskel på at markedsføre en virksomhed og en nation …

“Det er noget vås. Et land er et brand på lige fod med en virksomhed, og hvis der skal siges noget signifikant om brandet, kræver det dybtgående kendskab til markedsføringsdisciplinen. Og her er det ikke nok at være en dygtig kommunikatør. Hvis vi tager eksemplet med en lovgivningsudvalg, så svarer til at fravælge jurister til fordel for kommunikatører, fordi lovene skal forklares i et forståeligt sprog,” siger Otto B. Christiansen.

I går udtrykte DRRB-formand, Jan Olsen, forundring over, at brancheforeningen ikke var blevet opfordret til at indstille en repræsentant til et markedsføringspanel. Hos Public Relations Branchen er næstformand, Asbjørn Haugstrup fra Rostra Kommunikation, ikke kravlet tilsvarende højt op på barrikaderne.

“Jeg genkender flere af panelets medlemmer som gode kommunikatører – og det fagprofessionelle behøver ikke at være begrænset til et kommunikationsbureau, men kan også ligge hos personen i en organisation. Når det så er sagt, så finder jeg det ærgerligt, at panelet først og fremmest er sammensat efter, hvem der har indstillingsretten, og først derefter ser på folks kvaliteter og kompetencer,” siger Asbjørn Hagstrup.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club