Rejsearrangør har stoppet produktionen af 25 kataloger

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den klassiske annoncering rasler ned. Strukturelle forandringer taler Mindshares Martin Rasmussen om, og Profil Rejser synes at levere dokumentationen.

Børsen fortæller i dag om en rejsebranche under pres, og citerer i den forbindelse rejsebureauet Profil Rejser’s direktør Jahn Schapiro for, at krisen har ført til en markant ændring i markedsføringen.

Hvor bureauet tidligere producerede 25 kataloger om året, produceres nu fire inspirationskataloger. Desuden er de faste hel- og halvårlige kataloger med prisoversigter omlagt til fordel for internettet.

Nu er Profil Rejser ikke blandt landets største annoncører, og desuden står firmaet for hele produktionen selv, så omlægningen går ikke ud over reklamebureauer. Men bureauet kan dog tages som et eksempel på, at der er betydelige strukturelle forandringer på vej.

DRRB’s Mediaindex blev offentliggjort tidligere på ugen, og i den forbindelse sagde Mindshare’s adm. dr., Martin Rasmussen, til Markedsføring:

“Krisen betyder ikke kun lavere omsætning, den sætter også fart på væsentlige strukturelle forandringer på markedet. Og darwinistiske vinde blæser gennem de enkelte mediegrupper”.

Indexet viste et fald på 15 pct. i marts, og på år til dato er omsætningen også faldet med 15 pct. I første kvartal er det specielt dagbladene, det er gået ud over med et fald på 29 pct., mens tv holder sig til et fald lig med totalmarkedet.

Direktør i Mediaedge:cia, Jannek Bejtrup, er ikke i tvivl om, at det først og fremmest er de tradtionelle medier, der står for fald, men grundlæggende mener han, man skal være forsigtig med at tolke på månedstal i øjeblikket. Den generelle usikkerhed er for stor.

“Det store spørgsmål lige nu er, om vi har set bunden. Personligt tror jeg det desværre ikke”, siger Jannek Bejtrup.

DRRB’s Mediaindex, 1. kvartal

  • Dagblade 71
  • Magasiner og Ugeblade 81
  • Fagblade 59
  • Ugeaviser 84
  • Tv 84
  • Radio 65
  • Biograf 130
  • Outdoor 89
  • Internet 117

Samlet omsætning: 1,087 mia. kr. (-187 mio. kr.)