Reklame- og mediabureauer dominerer digital pris

Peter Engholm
25@mail.dk

Brancheglidning: Shortlisten til Danish Internet Award er ikke længere digital, når man ser på bureauerne. En naturlig udvikling, men også en akilleshæl, mener juryformanden.

Shortlisten til DIA10 understreger, at de digitale bureauer ikke længere har hjemmebanefordelen, når det gælder internettet. Reklamebureauer og mediabureauer har tilsammen over halvdelen af nomineringerne og tiltusker sig således hovedparten af rampelyset fra de regulære webbureauer.

Mens man ville have svært ved at forestille sig, at reklame- og webbureauer tog godt for sig ved Rambukken, mediabureauernes årlige pris, så er brancheglidningen inden for DIA måske ikke helt så overrumplende.

Reklamebureauerne har på det seneste oprustet med digitale folk – hvis de da ikke har købt hele bureauet, som Recommended for nylig gjorde det med Zupa – eller også arbejder og bor de tæt sammen, som det ses med Mantra og Se Mor! samt København og VerticPortals. Begge konstellationer er nomineret til DIA10.

Valget af juryformanden for DIA10 er også et eksempel på glidningen: Claus Skytte, kreativ strateg i reklamebureauet We Love People, der – med sine WinWin-rødder – endda har mediabureau i ascendanten.

Han ser de digitale bureauers dominans-exit som udtryk for en naturlig udvikling:

“De førende på teknologisk område er de første til at høste frugterne af deres pioner-arbejde. Men nu, hvor det dårligt giver mening at tale om internettet som “new media”, er det gammeldags dyder som formidling, æstetik og underholdning. Og det giver plads til eksempelvis reklamebureauer,” siger Claus Skytte.

Men selv om teknikken i bureausammenhæng er blevet hvermands-eje, så finder Claus Skytte alligevel en akilleshæl i de digitale bureauers retræte på shortlisten.

“Når det bliver ren formidling, så risikerer pionererne at drukne. Plant har for Microsoft lavet en sindrig case på augmentet reality – den første af sin art herhjemme. Et eksempel på nytænkning, som vi gerne vil slå et slag for,” siger Claus Skytte.

DIA-juryen har derfor talt om at oprette en new tech-pris for netop at undgå, at det bliver en gammeldags reklamepris – blot på internettet.

“Der er stadig masser af pioner-ånd – også på mobilområdet. Så new tech-prisen kunne snildt suppleres med en ApplikationsPris. Men reglerne for DIA siger ikke noget om nytænkning, kun noget om kreativitet,” siger Claus Skytte.

Shortlisten til DIA10

  • 5 TBWA
  • 4 IUM Interactive (heraf 2 m. Plant og 1 m. Propellant)
  • 4 Zupa
  • 3 BBDO
  • 2 København+VerticPortals
  • 2 Plant (m. IUM)
  • 1 &Co
  • 1 Adnuvo
  • 1 Advice
  • 1 Deducta Online Marketing
  • 1 Electric/Rainmaker
  • 1 iProspect
  • 1 Magnetix
  • 1 Manipulation
  • 1 OMD
  • 1 Propellant (m. IUM)
  • 1 Se Mor! + Mantra
  • 1 Springfield
  • 1 Suddenly

Den ovennævnte liste over de nominerede bureauer omfatter udelukkende de bureauer, der står opført som ‘kreativt bureau’. På mediabureau-siden blander de digitale bureauer sig pudsigt nok i enkelte tilfælde, mens der i en lille håndfuld andre tilfælde ikke står opført noget mediabureau.

Mediabureauernes shortliste til DIA10

  • 5  IUM
  • 4  (mediabureau ikke nævnt)
  • 3  Mediabroker
  • 3  OMD
  • 2  Carat (heraf 1 m. iProspect)
  • 2  Havas Media
  • 2  Mediacom
  • 2  Poets & Plumbers
  • 2  Specifik Media
  • 1  Deducta Online Marketing
  • 1  iProspect (m. Carat)
  • 1  Magnetix
  • 1  PHD
  • 1  Uberkant