Mona Juul er adm. direktør i Envision – men nu også en slags rektor, for bureauet åbner nu sin egen interne reklameskole med foreløbig 15 fag på programmet.
Initiativet aktualiserer en gammel diskussion om uddannelsesbehovet i branchen, og spørger man kommunikationsrådgiver, forfatter og tidligere strategisk direktør i Wibroe, Duckert & Partners, Hanne Feldthus, så er der ingen tvivl: Branchen har brug for en reklameskole.
Helt så skarpt ser DRRBs formand, Jan Olsen, dog ikke på det.
Er Envisions initaitv historien om, at bureaubranchen ikke kan finde sammen om uddannelser?
“Nej, Envisions tiltag for sine medarbejdere er et flot initiativ, og med uddannelseslegater til de, der tager 10 fag og gennemfører en eksamen, er der både pisk og gulerod. Og nok så væsentligt: Nej, bureauerne fandt allerede forrige år sammen om uddannelser,” siger Jan Olsen, formand for DRRB.
Han ser Envsions tiltag som et udtryk for bureauernes mangfoldighed og kompleksitet. Og kritikken om, at de eksisterende uddannelsestilbud er for snævre og på på et for lavt niveau, har branchen allerede taget til sig, oplyser Jan Olsen.
“I slutningen af 2008 lancerede DRRB et uddannelsesprogram, Danish Agency Academy – DAAY, som netop var bred og niveaudelt. Der var begejstring for programmet, da det blev præsenteret, og vi var tæt på at trykke på knappen – og så kom finanskrisen, og frameldingerne strømmede ind,” siger Jan Olsen.
Programmet – med tre niveauer: Top Agency, Senior Agency og Young Agency – blev dengang præsenteret af adm. direktør i People Group, Bjarne Spellerberg Orfelt, og daværende landechef i Ogily, Karen Østergaard. Og det eksisterer for så vidt endnu.
“DAAY er ikke pillet af, men krisen parkerede programmet. Og der kigges i øjeblikket på andre indfaldsvinkler til det, så det kan være klar, når først der er kommet mere optimisme blandt bureauerne,” siger Jan Olsen.
Dén optimisme har Envision allerede. Bureauets interne skole skal ifølge Mona Juul ses som et ønske om at deltage i alt, hvad der er af uddannelsesmuligheder.
“Jeg er ked af, hvis vores initiativ opfattes som illoyalt og stridslystent. Vi ønsker at bruge uddannelseskroner på alle, ikke kun kreative og strateger. Vi er glade for at skabe et fagligt fællesskab på tværs i huset, men det må aldrig udelukke uddannelser ud-af-huset, herunder DAAY, som vi vil støtte, når det dukker op igen. Men vi sidder ikke stille så længe,” siger Monal Juul.
I Børsen undrer Recommended’s adm. dir., Jørgen Blauert, sig over Envisions sololøb, og det er da også kun godt en håndfuld år siden, at Den Danske Reklameskole lukkede p.g.a. manglende opbakning fra bureauernes side.
Hanne Feldthus er ikke overrasket over, at bureauerne – og branchen – ikke kan samle sig om en fælles uddannelse. Bureauerne først:
“Min oplevelse af reklamebranchen er, at den er så presset – og har været det så længe – at de klassiske bureauer har søgt indad og fået det bedst mulige ud af, hvad man nu har på gangene. Krisen er ikke blevet brugt til at tænke nyt. Man har ikke omskolet sig, men i stedet fyret,” siger Hanne Feldthus.
Meget tyder på, at de klassiske bureauer enten står stille uddannelsesmæssigt eller går egne veje. Og selv hvis de gik sammen, så ville det stadig være vanskeligt at forestille sig en brancheløsning, mener Hanne Feldthus.
“Det er mange år siden, at der i realiteten har været tale om en reklamebranche. Fornemmelsen og opfattelsen af en branche er gået fløjten. Man har splittet sig ud og op – med en masse små specialbureauer til følge. Og i det atomiserede billede føler en masse mennesker sig ikke som en del af branchen,” siger Hanne Feldthus.
Hendes konstatering er på ingen måde ledsaget af glæde, for bureauerne har vitterligt behov for nytænkning og omskoling, og branchen har brug for en reklameskole.
“Hvad jeg ser på bureauerne, er unge mennesker, der ikke rigtig har greb om, hvad det vil sige at være på et reklamebureau – altså hvad er en kunde, en kommerciel problemstilling og et brand, og hvad skal man stille op med de mange nye mediemuligheder. Og det kunne de lære på en reklameskole, af undervisere med praktisk bureauerfaring. Og jeg kan stadig blive misundelig på svenskerne, der formåede at skabe en reklameskole i form af en anerkendt uddannelse, autoriseret og understøttet af det offentlige system,” siger Hanne Feldthus.