Den konservative gruppeformand og politiske ordfører, Henriette Kjær er igen i stormvejr og nu er der også et reklamebureau involveret.
B.T. kan fortælle, at Henriette Kjær brugte reklamebureauet Manipulation til at få udarbejdet nogle valgannoncer i forbindelse med Folketingsvalget i 2005.
Efterfølgende havde Manipulation svært ved at få Henriette Kjær til at betale og rykkede hende i et halvt år for de 182.030 kroner, hun skyldte dem.
Claus Friis, direktør hos Manipulation siger til B.T.: “Vi rykker en masse gange. Og her sker der det sjove, at de beder os om at udfakturere regningen i en lang række små bider. Regningen skal sendes til en lang række mennesker i kendisverdenen, der skal betale hver deres del af hendes valgkamp. Herunder skulle en regning sendes til lægen Yvonne Pedersen – altså hendes svigermor.”
Hverken kendisserne eller svigermoren betaler dog de tilsendte regninger, og det ender med, at Henriette Kjær – få dage før der indledes en retssag mod hende – langt om længe betaler bureauet.
Mens Henriette Kjær brugte Manipulation som bureau i 2005, var det Kunde & Co, der var bureau for selve partiet ved valget i både 2005 og 2007. For nøjagtig et år siden valgte Konservative så Adtomic som det bureau, der skal drive dem gennem den foranstående valgkamp.
Branchefolk i medierne
VL døgnet begynder i dag og Jyllands-Posten har bedt headhuntere og ledelseseksperter om at udpege, hvem de helst vil networke med. Mark Patterson – mangeårig selvstændig reklamemand og tillige foredragsholder om netværk – peger på udviklingsminister Søren Pind, filmproducer Vibeke Windeløv, adm.dir. for Bestseller-koncernen Anders Holch Povlsen, bestyrelsesformand Fritz Schur og professor på CBS Johan Roos.
Mark Patterson mener, at et netværk skal bestå af folk fra forskellige verdener og kritiserer erhvervsfolk for at networke med ligesindede, som betyder, at de går glip af dynamikken i et netværk. (Jyllands-Posten Erhverv Søndag p. 4-6)
Partner i Socialsquare, Martin Sønderlev Christensen mener, at årsagerne til MySpaces krise dels er, at der aldrig er opstået en social kultur, men at det mere har handlet om at spamme vennerne med musik eller sende lagkager med blinkende lys. Samtidig blev MySpace solgt efter kun to år og de nye ejere har ifølge Martin Sønderlev Christensen fokuseret for meget på reklamer og på at tjene penge.(Politiken Kultur Lørdag p. 10)
Bureaubiz’ historie om &Co., der støder Partners fra imagetronen i årets image analyse, fandt vej til TV2 News i sidste uge.
&Co.s adm.dir. Michael Jørgensen var i TV2 studiet og svarede på en række spørgsmål, som for eksempel, hvad en god reklame skal gøre; om der er en bestemt formel, når man laver reklamer; og hvordan han opfatter annoncørerne. Se klippet her: http://borsentv.dk/medier.html?clipid=10377