Reklamebureau til en værdi på 78 mio. kr. solgt for 1 kr.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det var prisen for Guava Communications, som Jacob Nyborg købte i sidste uge. Samtidig fik han knap 1 mio. kr. for sine Guava-aktier. Jacob Nyborg skal dog overtage en række gældsforpligtigelser.

Da Guava solgte Guava Communications til Jacob Nyborg blev der udsendt en pressemeddelelse. Da man en uge senere følte sig nødsaget til at give en række yderligere informationer holdt man sig mere stilfærdigt til en børsmeddelelse.

Det er dog en række interessante informationer, der er at finde i meddelelsen.

F.eks. salgsprisen. Jacob Nyborg fik bureauet for 1 kr. Han skal dog samtidig overtage en række gældsforpligtigelser samt forpligtigelser over for de 12 medarbejdere.

Meddelelsen fortæller desuden, at selskabet har været belastet af integrationsomkostninger “i forbindelse med sammenlægningen af CPH Group ApS og Guava Communication A/S, der blev fusioneret pr. 1. juli 2008, lav kundetilgang, samt store afskedigelsesomkostninger i forbindelse med reduktion af medarbejderstaben, som er gået fra ca. 45 ansatte til 12 ansatte i regnskabsåret”.

Resultatet er et underskud på ca. 17 mio. kr. i Guava Communications som vil være med i årsrapporten, der offentliggøres i morgen.

Desuden udløser salget en nedskrivning på 78 mio. kr., som er den værdi Guava Communications var optaget til – og i øvrigt den pris, man gav for Cph Group og Cubizz.

Salget begrundes med, at der ikke var udsigt til en forbedring af resultatet.

Samtidig fortælles, at Guava i forbindelse med handlen har overtaget Jacob Nyborgs aktier i Guava for 997.247,65 kr. svarende til 0,386571 kr. pr. aktie, svarende til gennemsnitskursen i august måned med tillæg af 10 pct. I dag handles aktien til 28 øre.

Aktierne var betaling for Cph Group, og var på købstidspunktet omkring 10 mio. kr. værd.

Endelig oplyses, at Guava Communication senest d. 15. november skal skifte navn. Men der er ikke ændret på, at man fortsat vil samarbejde.