Dan Wieden er medstifter af Wieden & Kennedy – bureauet der i en længere årrække har tilhørt toppen af branchen fra sin base i Oregon noget uden for reklameverdenens hovedvej.
Men også i forhold til brancheorganisationen har Wieden & Kennedy holdt sig uden for. Alligevel havde den amerikanske 4A inviteret Dan Wieden til at tale ved den årlige Leadership Conference i San Francisco (kunne man forestille sig DRRB invitere Jesper Kunde til at give et oplæg ved bureaulederseminaret?) og han beskæftigede sig med, hvordan branchen forholder sig til den næste generation af kreativt talent.
Hans budskab var, at bureauerne skal være opmærksomme på græsrødder og lokale kunstnergrupper.
“Vi har brug for de unge, der ingen ide har om, hvad vi laver inden for kommerciel kunst og åbne dørene for at lukke dem ind. Der er mange uopdagede stemmer derude – som måske en dag kan ændre markedspladsens natur til noget bedre”, sagde Dan Wieden.
Han opfordrede således bureauer til at indgå partnerskaber med lokale kunstnergrupper, de følte for – eller at overveje at starte en selv, hvis de ikke kan finde nogen.
Selv har han ved hjælp fra hans kone Bonnie etableret Caldera, der er program, hvor unge i Oregon med få midler kan få en langsigtet mentoring gennem kunstklasser inden for et bredt felt – lige fra trommespil til videoredigering.
Dan Wieden citerede bl.a. statistikker, der viste en underrepræsentation i reklameindustrien af grupper som Afro-amerikanere, latinoer og asiater.
Kilde: AdAge