Reklamebureauet Os står bag et statsministerbesøg. Bureauet er nemlig ophavsmænd til en konference, “Offentlig-privat samarbejde – vejen til vækst”, som arrangeres sammen med Danske Erhverv.
“Blandt talerne er Claus Nordahl-Petersen, Instituttet for B2G, SKIs adm. direktør Søren Jakobsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen, som vi er stolte af at have som deltager i arrangementet,” siger Jørgen Chr. Juul, der står i spidsen for new bizz og udvikling af nye forretningsområder hos Os.
Statsminister-effekten kan opleves på tirsdag i næste uge i Landstingssalen på Christiansborg. Men tanken om vækst via offentlige kunder begyndte et andet sted.
Tidligere på året blev Par No 1 nemlig godkendt af Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) til at byde ind på opgaver inden for både PR, kommunikation og reklame. Og sammen med Reklamebureauet Os, som Par No 1 ejer majoriteten af, satte man sig ned og identificerede potentielle kunder.
“Ud af 15.000 virksomheder, der er tilknyttet SKI, fandt vi 500, der kunne være interessante for koncernen. Og i modsætning til andre bureaukonkurrencer kommer vi ikke i samme omfang til at kæmpe imod andre strategisk kreative bureauer som Robert/Boisen og Hjaltelin-Stahl, for de er ikke SKI-godkendte,” siger Jørgen Chr. Juul,
Men dét at identificere nye kunder – eller rettere: grunden til at gøre det – satte nye opgaver i gang. For man kan gå efter at få nye kunder, og man kan inspirere andre til at få dem. Og det ene udelukker ikke det andet, især ikke når kunderne er de offentlige virksomheder.
“Dét marked, vi normalt har, er blevet halveret. Vi mister kadance, og hvor søger vi hen efter ny vækst? Hos det offentlige. Det gør alle, for de offentlige budgetter og investeringer stiger i forhold til markedet generelt. Energileverndørernes vigtigste fokusmarked er offentlige kunder, og det samme gør sig gældende i byggeindustrien. Par No 1 og Reklamebureauet Os har inden for de seneste fem år stået bag 30 cases med offentlige virksomheder, og vi vil gerne dele vores metoder og erfaringer med at kommunikere til det offentlige – derfor tog vi sammen med Instituttet for B2G og Erhverv Danmark inititativ til konferencen,” siger Jørgen Chr. Juul.