Rabat-koncepter er velkendte i dagens digitale verden – men konceptet bag den internationale Dubli-portal er mindre kendt, og det har spillet en rolle for den lanceringsplan, der nu er ved at blive foldet ud med hjælp fra Mantra.
Dubli har forhandlet sig til ekstra rabatter med alverdens store e-butikker inden for alt fra mode til rejser og elektronik, og de rabatter deler portalen med kunder, der logger ind på Dubli.com når de handler. Man gør altså som man plejer, men gør det bare gennem Dubli, så tjener man rent faktisk penge på at shoppe, og det har ringet rent ind i rigtig mange lande.
Dublis CEO er dansk – Michael Hansen, der har en fortid hos bl.a. Lego – og han har fundet tiden moden til at introducere portalen til de nordiske forbrugere. Kontakten til Mantra blev skabt gennem en fælles bekendt.
“For det første er cashback stort set ukendt i Danmark. Det dukker op som salgsaktivitet for enkelte produkter eller brands, men ikke i Dubli-målestok. For det andet er der hele tillidsproblemet. En internetvirksomhed, som man ikke har hørt nævneværdigt om, lover pludselig store rabatter – bare man logger ind på deres portal. Det vækker en naturlig skepsis – ikke mindst hos de generelt velovervejede skandinaviske forbrugere. Den hopper vi ikke lige på,” fortæller Mantra om deres overvejelser vedr. en lancerings-strategi. De fortæller videre:
“Så det handlede for os primært om at skabe tillid omkring Dubli og deres produkt, samt helt enkelt at fortælle, hvad cashback er, og hvordan man bruger det.”
Resultatet blev en reklamefilm til TV 2 for at ramme bredest muligt i en stor målgruppe af internetshoppere. Og bureauet har haft travlt, for det skulle nås inden julehandlen.
Mantra beskriver selv filmen på denne måde:
“Med en rent grafisk film på 25 sek. viser vi i næsten ”tutorial stil” princippet i Dubli Cashback og addresserer samtidig tillidsproblemet på to måder. Dels ved at vise de store, kendte e-butikker der arbejder sammen med Dubli, som SmartGuy, Pixmania, Expedia, Gucca og Brandos. For når de er der, sammen med f.eks. Ecco, Nike, Apple og mange andre, giver det automatisk troværdighed. Samtidig søgte vi at give filmen mest mulig åbenhed og enkelhed samt vælge en troværdig speak.”
I det nye år kommer der en redigeret version, men der ligger mere kommunikation og større ambitioner forude. Michael Hansen beskriver det således, at “Dubli vil være ”The” cashback brand, som eBay er blevet hovedbrandet i sin kategori.”
https://www.youtube.com/watch?v=13rx5BfcZKU