Reklameforbruget faldt i 1. halvår

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Stort set alle medier på nær internet måtte notere tilbagegang, og det gav et slutfacit, der var negativt.

Dansk økonomi slæber sig gumpetungt afsted, og det giver ikke den store investeringslyst i markedsføring. Dansk Oplagskontrol har offentliggjort Reklameforbruget for 1. halvår, og det er ikke opmuntrende læsning.

Slutfacit blev et minus på 2 pct. til 4,834 mia. kr., og at det ikke blev værre skyldes internettet.

Dagblade, lokale ugeaviser, outdoor og tv faldt alle med 5-8 pct. Magasiner og fagblade holdt skansen, mens radio og bio gik frem. Men de sidste to medier fylder ikke meget, og derfor er den afgørende faktor, internettet, der samlet gik frem med 8 pct. til 1,284 mia. kr.

Konjunkturer er den umiddelbare forklaring – men den er ikke nok, mener adm. dir. Martin O. Rasmussen, Mindshare.

“Selvfølgelig er der nogle konjunkturelle årsager, men det er ikke den eneste forklaring, og det er reelt ikke helt tilfældigt, at vi ser fald nu. Mediemarkedet er blevet globaliseret. Den digitale verden tilbyder større effektivitet, og derfor er der en bevægelse væk fra de traditionelle medier. Men det digitale udbud er globaliseret, mens efterspørgslen fortsat er lokal. Resultatet er, at udbuddet er meget større end efterspørgselen og det giver helt naturligt et pres på priserne,” siger Martin O. Rasmussen og fortsætter:

“De gode gamle dage vender ikke tilbage. Selvfølgelig kan bedre konjunkturer hjælpe lidt på det for de traditionelle medier, men det vil ikke ændre på, at trenden for dem er faldende annonceindtægter.”