Der er kun to personer, der får lov til at klæbe til taburetterne i juryen til True Award, der netop har åbnet for tilmeldingen. Det betyder, at folk som Christian Bjerring, tidligere nordisk marketingdirektør i Tryg og Christian Linnelyst, tidligere marketingdirektør i SAS og nuværende marketingchef i Falck, er ude.
Til gengæld er der i år blevet plads til to kvinder med godt gang i karrieren.
Den store udskiftning er et bevidst træk fra arrangørernes side, ifølge Hannes Jakobsen, der står for det praktiske i forbindelse med arrangementet.
Formanden for Producentforeningen, Christian Bevort og Otto B. Christiansen, direktør i Annoncørforeningen skal sikre kontinuiteten og resten af juryen skal repræsentere nogle af de vigtigste personer fra både annoncør, bureau og filmproducent.
Det betyder, at der i år blandt andet er blevet plads til to kvinder, der for nyligt har fået nyt job. Nemlig Pia Kleist, der tidligere var direktør i mediebureauet OMD og i marts i år fik jobbet som Global Brand Manager i B&O. Samt Mette Dyhr, der indtil efteråret var marketingdirektør i Synoptik og nu er adm.dir. i Danske Spil.
Det er 5. år i træk, at Producentforeningen, Dansk Annoncørforening og DRRB hylder dansk reklamefilm og man kan ikke klandre den hidtidige jury for at gå efter filmenes popularitet.
Sidste år fik Føtex med deres udskældte Knolø-univers flere priser. Til gengæld er det nærmest ved at blive en tradition, at Bacon bliver Årets Producent, i det de har vundet den titel fire ud af fem gange trods forskellige juryer.
Reklamefilmene bedømmes både kreativt, kommercielt og teknisk og derfor består juryen af personer fra de forskellige fagområder:
- Formand: Christian Bévort, formand for Producentforeningen
- Næstformand: Otto B. Christiansen, direktør i Dansk Annoncørforening
- Pia Kleist, Global Brand Manager, B&O
- Mette Dyhr, Adm. Direktør, Danske Spil
- Steen Koch, Koncern Marketingdirektør, DSB
- Michael Schiedel, Marketingdirektør, Royal Unibrew
- Morten Angelo, Brandhouse, AD
- Peter Boye, Mensch, AD
- Nicolai Stahl, kreativ chef
- Morten Kjær, kreativ dir. O&M
- Ulrika Seehausen, producer
- René Sczyrbak, producent
- Mikkel Munch Fals, instruktør
- Mats Stenberg, instruktør
Deadline for indsendelse af film er 9. september. Prisoverrækkelsen og gallamiddag finder sted den 7. oktober.