Reklamelinjen får en søster – en filmlinje

peng

Alle taler om content – folkene fra Reklamelinjen vil, bistået af gode filmfolk, undervise i det. Det vil ske på Filmlinjen på KEA, der vil gøre sit til at dække det voksende behov for onlinevideo.

Reklamelinjen på KEA (Københavns ErhvervsAkademi) er gået ind i sit andet år – og har dermed budt sit hold nr. 2 velkommen. Nu følger til årsskiftet en familieforøgelse i form af Filmlinjen på KEA.

”En mobil og en laptop med et redigeringsprogram. Udstyret er blevet billigt og let tilgængeligt, og behovet for onlinevideo stiger – hvad enten det er tutorials, infotainment, corporate film eller dokumentar. Dette behov skal Filmlinjen på KEA være med til at dække,” siger Kaare Grundtvig,

Han og Per Holm Henriksen er faglige drivere på Reklamelinjen på KEA. Initiativtagere til den nye filmlinje er selvsamme Kaare Grundtvig og filmfotografen Francois Grandjean. Sidstnævnte siger:

”Udstyret er i sig selv ikke nok. Man skal også have udvidet sit filmsprog, og her vil vi – via vores netværk – byde de bedste filmfolk ind som gæsteforelæsere og krydse det med den digitale verden således, at de, der sidder og arbejder med onlinevideo – eller har en drøm om at arbejde med det – får de bedste forudsætninger for at skabe et godt produkt.”

Francois Grandjean tilføjer, at målgruppen for Filmlinjen på KEA bl.a. omfatter personer, der i forvejen arbejder – eller gerne vil arbejde – på bureau eller i kommunikationsafdelinger i enten virksomheder eller kommuner.

Mens Reklamelinjen er et 9 måneders forløb, er Filmlinjen sat til at vare 6 måneder. Den nye linje åbner den 5. januar, og der er informationsaften om tiltaget den 19. november på KEA.