Reklamelinjen flytter ind på Børsen

Peter Engholm
25@mail.dk

Indslusnings-studiet for unge er blevet en selvstændig enhed under Kreativitet & Kommunikaiton. Nu rykker det tættere på kundesiden, på de bonede gulve.

Reklamelinjen er integreret i branchen, men har været hjemløs op til efterårets studiestart. Nu kommer en håndsrækning fra Dansk Erhverv, så de studerende får base på Børsen.

Det integrerede i branchen understreges ikke kun af, at indslusningsstudiet for nylig blev en selvstændig enhed under Kreativitet & Kommunikation, men også at de studerende undervises af folk fra bureauerne.

Når gæstelærerne underviser, bliver det fremover på deres hjemmebane – altså de respektive bureauer. Men derudover manglede Reklamelinjen et sted at være i København.

Det er nu faldet på plads – i form af Børsen på Slotsholmen i København. Den næsten 400 år gamle handelsbygning, opført under Christian IV, som Dansk Erhverv nu holder til i.

”Kreativitet & Kommunikation er del af Dansk Erhverv, og her fik vi af salgschef Jesper Juul-Jensen en enestående mulighed for at leje os ind,” siger Kaare Grundtvig, der sammen med Per Holm Henriksen har grundlagt Reklamelinjen.

Han tilføjer:

”Det er ikke ligefrem en klassisk bureau-adresse, men vi kan godt lide tanken om også at være tæt på beslutningstagerne og på de bonede gulve.”


Reklamelinjens diskret manipulerede dørskilt på Børsen – inkl. henvisningen “Vi er her”.