RelationshusetGekko hyrer kreativ chef

Peter Engholm
25@mail.dk

Kim Jong Andersens tiltræden på strategi og kontakt bliver fulgt op på den kreative side, nærmere bestemt art director-delen.

Forleden kunne dialogbureauet RelationshusetGekko præsentere en ny kontaktdirektør og strategisk planner i form af Kim Jong Andersen. Nu følger så en ny kreativ chef og senior art director, nemlig Torben Ulrik Sørensen.

”Den kreative afdeling er vokset væsentligt i det sidste års tid. Derfor har vi valgt at udvide den kreative ledelse med en af de mest erfarne AD’ere i branchen,” siger Jan Køhler, direktør i RelationshusetGekko.

Bureauets kreative direktør gennem de seneste fem år, Helle Windahl, bliver således suppleret på den kreative ledelse.

”Helles faglige udgangspunkt er tekst, mens Torbens er AD. Det bliver et parløb, med Helle som spillende træner,” siger Jan Køhler.

Torben Ulrik Sørensen kommer fra en stilling som Senior Art Director hos Responsive. Han har tidligere arbejdet hos bl.a. Tribal DDB, Sepia og DDB, hvor han i øvrigt arbejdede sammen med bl.a. Kim Jong Andersen på Kraks store digitale satsning, ”Jagten”.

Selv siger Torben Ulrik Sørensen om skiftet:

”Jeg har altid set RelationshusetGekko som et sted, der har sat nye standarder for dialog-disciplinen. Nu får jeg et kreativt ansvar og kan være med til at præge udviklingen af bureauet. Dét kunne jeg ikke sige nej til.”