RelationshusetGekko mister to kreative profiler

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men kalder det for en kreativ oprustning. Zupa Direct har hentet bureauets kreative direktør, mens Brandhouse har hentet den anden kreative profil i dialogbureauet.

RelationshusetGekko udsendte i fredags en usædvanlig pressemeddelelse. Overskriften var: Oprustning af kreative kompetencer og skift af kreativ ledelse hos RelationshusetGekko.

Den overskrift dækkede dog over, at bureauet må sige farvel til sin kreative direktør, Sonja Lund, samt Niels Heilberg. I stedet er Helle Windahl blevet udnævnt til kreativ direktør og samtidig har man ansat Helle Jensen som ny tekstforfatter. Hun kommer fra Klausen + Partners.

Altså to ud og en ind. Det angives dog, at man er på jagt efter nye kreative.

Sonja Lund tilhørte oprindeligt Gekko-delen af bureauet, og har således været med i fem år i alt. Hun var dommer i Direct-konkurrencen i Cannes i sommer.

Hendes nye job bliver som kreativ ansvarlig hos Zupa Direct, hvor man i forvejen finder en anden tidligere RelationshusetGekko medarbejder i skikkelse af Per Lobedanz.

I maj 2009 blev han sammen med netop Niels Heilberg og Helle Windahl præsenteret som en oprustning hos RelationshusetGekko. I regnskabet for 2009 blev det i beretningen noteret, at man med udgangspunkt i en offensiv strategi havde “investeret i ansættelse af nogle af branchens tungeste seniorprofiler samt videreudvikling af produkt- og ydelseskoncepter.”

Nu er to af de tre så væk igen.

Per Lobedanz forlod bureauet lige efter sommerferien for at starte en dialogkompetence op hos Zupa, mens Niels Heilberg kom til RelationshusetGekko i forbindelse med, at han lukkede sit eget bureau, The Aid Agency. Han skal nu til Brandhouse, hvor han bliver konceptudvikler. Niels Heilberg bliver ikke kreativ direktør, men han skal hjælpe med at udvikle den kreative afdeling.

I pressemeddelelsen noteres det, at “Timingen for udskiftningen af den kreative ledelse falder fint sammen med den øgede kundeaktivitet.”

“Der er travlt med at udvikle projekter og løsninger for store kunder som bl.a. Forsvarets Rekruttering og Center for Energibesparelser, samtidig med at vi løser opgaver for nye kunder som fx Ikano Bank og Smith & Nephew. Det kræver, at vi har de rigtige kompetencer og ikke mindst nok af dem,” siger adm. dir. Maria Furbo i pressemeddelelsen.

Over for Bureaubiz uddyber hun:

“At Sonja og Niels stopper giver vores nye kreative direktør mulighed at sætte et samlet kreativt hold, hvor profiler og kompetencer matcher kundetilgangen og det reelle behov.”

Pressemeddelelsen i sin fulde længde følger her:

Oprustning af kreative kompetencer

og skift af kreativ ledelse hos RelationshusetGekko

RelationshusetGekko er i gang med en større oprustning af de kreative kompetencer. Denne proces er dels igangsat af øget kundeaktivitet og dels af et skift i ledelsen. Efter 5 år på posten som kreativ direktør har Sonja Lund nemlig valgt at gå nye veje. Ny kreativ direktør bliver Helle Windahl (tidligere Action og Kunde & Co Dialog). Helle startede på RelationshusetGekko i april 2009 som kreativ strateg.

  • – Efter mange år på et stort integreret bureau, ville jeg arbejde et sted, hvor fokus var på dialog via alle platforme. Mit valg faldt på RelationshusetGekko, da jeg mente, at jeg her ville møde både faglige udfordringer og masser af innovative tanker. Jeg har ikke fortrudt ét sekund og er både stolt og glad for, at jeg nu er blevet bedt om at indtage posten som kreativ direktør, fortæller Helle Windahl.

Beslutningen om at overgive den kreative ledelse til Helle Windahl var helt åbenlys, fortæller adm. direktør Maria Furbo:

  • – Jeg og den øvrige ledelse er glade for, at vi havde en så naturlig efterfølger i huset allerede. Ingen af os er i tvivl om, at Helle kan varetage den kreative ledelse og være med til at udvikle RelationshusetGekkos kreative kompetencer videre fremover. Helle har både et solidt kreativt overblik og er meget afholdt af både kunder og husets kreative teams.

Bureauet vil naturligvis savne Sonja Lund, der først på Gekko, og siden da Gekko og Relationshuset fusionerede, har været kreativ direktør, men respekterer hendes ønske om at komme videre og prøve noget andet. Sonja Lund skal fra 1. januar være kreativ ansvarlig hos Zupa Direct.

Timingen for udskiftningen af den kreative ledelse falder fint sammen med den øgede kundeaktivitet.

  • – Der er travlt med at udvikle projekter og løsninger for store kunder som bl.a. Forsvarets Rekruttering og Center for Energibesparelser, samtidig med at vi løser opgaver for nye kunder som fx Ikano Bank og Smith & Nephew. Det kræver, at vi har de rigtige kompetencer og ikke mindst nok af dem, udtaler Maria Furbo, adm. direktør.

Ud over at Sonja Lund stopper, forlader Niels Heilberg i nærmeste fremtid også RelationshusetGekko og dialogbranchen for at vende tilbage til et mere massekommunikations-orienteret bureau, nemlig Brandhouse.

RelationshusetGekko er derfor i gang med at ansætte både tekstforfattere og AD’ere – og der kigges især efter erfarne folk med gode digitale gener.

  • – De digitale opgaver fylder fortsat meget på bureauet, så vores fokus i forhold til ansættelse af nye kreative, er derfor folk der virkelig kan levere de fantastiske digitale løsninger. Folk der kan supplere de dygtige kræfter, vi allerede har i huset og samtidig tilføre endnu mere viden og kunnen på området, siger Maria Furbo.

Den første nye tekstforfatter er allerede fundet, og hun starter medio december. Det er Helle Jensen, der kommer fra Klausen & Partners. Helle Jensen og Helle Windahl har i øvrigt tidligere arbejdet sammen hos Kunde & Co Dialog.