RelationshusetGekko solgt til 222 år gammel virksomhed

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Jan Køhler og Maria Furbo leder fortsat bureauet, der fortsætter som hidtil, men Finn Overgaard har valgt at træde ud, og derfor har han nu solgt sine 55 pct.

Sig Bording, og de fleste vil nok mere betegne dem som en potentiel leverandør til bureaubranchen end som et bureau.

Ikke desto mindre er Bording nu den nye majoritets-ejer af dialog-bureauet RelationshusetGekko, og det hænger sammen med, at Bording er i gang med en udvikling, som allerede har ført til købet af det norske relationsbureau, Cognito.

Bording Koncernen er 222 år gammel, noteret på Københavns fondsbørs og består af 15 hel- eller delejede virksomheder, som dagligt arbejder inden for 4 kompetenceområder: Rådgivning, IT-løsninger, specialproduktion og print management & fulfilment.

Målet er via organisk vækst og opkøb at bevæge sig fra fra grafisk virksomhed til en pan-nordisk sværvægter inden for kundekommunikation.

”Vi har fulgt RelationshusetGekko i mere end to år. Udefra har vi set et stærkt dialogbureau blive til et strategisk relationsbureau, der differentierer sig ved at kunne udfordre virksomhederne i en grad, så de med relationer og kundekommunikation sætter ny dagsorden i deres industri,” siger Bordings adm. dir. Hans Terp og fortsætter:

“Det i kombination med, at de kan levere excellent taktisk eksekvering af Direct marketing og digitale løsninger, gør at det er en meget attraktiv partner for Bording koncernen. Bureauet vil supplere os på et strategisk niveau. Noget vores kunder gennem noget tid har efterspurgt. Det er en ren win-win.”

Udgangspunktet for salget var at Finn Overgaard oven på en strategiproces sammen med partnerne, Jan Køhler og Maria Furbo, ønskede at udtræde. Diskussionerne handlede om en ny langsigtet strategiplan.

“Da vi denne gang talte om hvor vi skulle være om 10 år, skete der noget andet hos mig end der plejer. Jeg kunne mærke, at en fælles 10-års plan ikke matchede min personlige mål og lyster. Vi blev herfra hurtigt enige om at Jan og Maria nok skulle finde en anden partner end mig til den lange rejse,” siger Finn Overgaard.

Jan Køhler har således de sidste mange måneder talt med en lang række potentielle partnere. Dels for at finde ud af hvordan de passer på strategien, og for sikre sig at forandringen ikke ville ødelægge noget af det man gennem mere end 10 år har opbygget.

“Jeg har talt med internationale bureaukæder, investorer som selv havde tjent deres penge i bureauverden, kapitalfonde, der med os som omdrejningspunkt ville konsolidere markedet, konsulenthuse og mange andre typer investorer. En rigtig spændende og lærerig proces, som jeg kun kan anbefale de fleste,” siger Jan Køhler og fortsætter:

“I vores ønsker og krav til partner, blev vi klogere og klogere undervejs, og shortlisten indeholdt herefter kun en kortere stribe virksomheder, som man ellers ikke umiddelbart havde peget på som de første. Partnere som kun ville styrke os, uden at tage det vigtigste fra os, nemlig os selv.”

RelationshusetGekko beskæftiger ca. 25 medarbejdere, og i 2014 vækstede bureauet med 75 pct. og et underskud blev vendt til et solidt overskud på over 5 mio. kr.

Jan Køhler og Maria Furbo ejer fortsat 45 pct. af bureauet og fortsætter også som hidtil sammen med de øvrige partnere på bureauet med at lede virksomheden.