Rema vil være discountmarkedets Irma

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Rema har vippet Netto af tronen som danskernes foretrukne discountkæde og vil fortsætte med at vinde markedsandele.

Rema 1000, der næste år har været på det danske marked i 20 år, bider sig mere og mere ind på markedsandelene på discountmarkedet.

 I 2002 havde Rema en markedsandel på 6%. I 2012 var den 7,9% og ifølge en prognose fra Retail Institute Scandinavia vil Remas markedsandel i 2020 være på 10,3%.

Samtidig har Rema 1000 væltet Netto af pinden som danskernes foretrukne discountkæde, siger en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Yougov.

Det skyldes ifølge Dansk Handelsblad, som har bestilt undersøgelsen, at forbrugerne oplever at få mere for pengene hos Rema 1000.

Det glæder adm.dir. Henrik Burkal, for ifølge ham er ambitionen hos Rema 1000 netop at give danskerne noget specielt. Faktisk vil de gerne  have en speciel placering i discountkundernes bevidsthed lige som Ima er noget specielt for mange kunder.

”I markedet er der en masse supermarkeder og discountere, der kæmper om det samme på samme måde. Der er kun én kæde, der ligger for sig selv, og det er Irma. Vores ambition er, at Rema 1000 også skal i vores egen liga som discounternes Irma”, siger Remas adm.dir. til Børsen.

Årsagen til, at der er tiltro til, at Rema 1000 fortsat kan vinde markedsandele, er ifølge direktør i Retail Institute Scandinavia, Henning Bahr, at Rema 1000 har videreudviklet sortimentet med frisk frugt, grønt og kød og nu dækker 80% af kundernes behov (Børsen, p. 11).