Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

C More Danmark har indgået et samarbejde, hvor de kan tilbyde tusindvis af timer med krimiserier. Det vil de gerne fortælle danskerne med en kreativ dramatisering. Se filmene her, som Circus Alphaville står bag.

Kampen om streamingkunderne er stor, også selvom flere og flere streamer samt har abonnement på flere streamingtjenester.

Streamingtjenesten C More, der er ejet af Telia, går nu ind i en stor satsning på krimiserier for at tiltrække kunder.

Det gør man med et samarbejde med BritBox, der har krimiserier fra BBC og ITV, siger head of OTT hos C More Danmark, Jens Andreasen:

“Vores helt nye samarbejde med BritBox, der har serier fra BBC og ITV, giver os tusindevis af timers nyt kvalitetsindhold. Det er jo faktisk en hel streamingtjeneste vi tilføjer vores eksisterende indhold – derfor kalder vi det også internt C More 2.0.”

Det at man ligefrem giver samarbejdet et navn, fortæller, at det er et stort tiltag for C More, og derfor går man også fra i dag ud og fortæller det i en historisk stor kampagne, lyder det, dog uden at man vil sætte tal på.

Bag kampagnen står Republica, der vandt C More som kunde i januar 2021, og opgaven har været at konsolidere C Mores position på markedet som dem, er er bedst til krimiserier.

Løsningen er blevet en kreativ dramatisering af konsekvensen ved at se for meget krimi, fortæller creative lead hos Republica, Mark Rif:

”Kampagnen er dramatiseret gennem en indsigt, mange kender. Fantasien løber af med en, når vi har set en uhyggelig film eller serie. Så kan selv de mindste knirkelyde i kælderen sætte tankerne i gang.”

Kontaktdirektør hos Republica, Carsten Bülow, uddyber:

”Det har været vigtigt for os at iscenesætte C More med en skarp profil på et marked, hvor konkurrencen i stigende grad bliver intensiveret. I dette tilfælde er fokus så faldet på et unikt udvalg af krimier, som vi ved ræsonnerer godt i markedet og ikke mindst overfor en voksen målgruppe.”

Kampagnefilmene, der er instrueret og produceret af Mads Hemmingsen og Circus Alphaville, kører netop nu på addressable TV, de sociale medier og som radiospot, og det vil fortsætte i bursts resten af året.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club