Republica vinder ny kæde

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

En bureaukonkurrence placerer Smag & Behag butikkerne hos bureauet.

Møbelkæden Smag & Behags årskatalog skal have et kreativt løft. Og det skal Republica klare.

Republica er efter en bureaukonkurrence med deltagelse af tre bureauer valgt som nyt bureau for det landsdækkende kædekoncept med 24 butikker knyttet sammen af et fælles indkøbs- og markedsføringssamarbejde under møbelkæden In2House.

Kædechef Ole Moeslund Pedersen understreger, at Smag & Behag har været glade for deres tidligere bureau, men tror, at Republica i højere grad kan være med til at løfte den kreative strategi for møbelkæden i fremtiden.

“Vi tror på, at Republica kan tilbyde os bedre sparring på det kreative og hjælpe os til at ramme mere præcist med vores markedsføring med deres meget detailorienterede viden”, siger Ole Moeslund Pedersen.

Første synlige bevis på samarbejdet bliver Smag & Behags årskatalog 2011 på 68 sider, som kommer ud til forbrugerne i september 2010.