Resterne af Guava-bureau har fundet nyt hjem

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det digitale bureau Zinckernagel & Co, har styrket sig væsentligt ved at overtage medarbejdere, goodwill og aktiviteter i Neuburg – det tidligere Guava Communication, som nu er konkurs.

Der er en fremadrettet vinkel og et tilbageblik i denne historie.

Det fremadrettede handler om, at det digitale bureau Zinckernagel & Co er blevet næsten dobbelt så stor og samtidig har styrket sig væsentligt på strategi og indsigt ved at overtage, medarbejdere og aktiviteter i Neuburg.

Tilbageblikket handler om, at Neuburg er resterne af Guava Communication, der for et års tid siden blev købt fri af bureauets direktør, Jacob Nyborg, og omdøbt til Neuburg.

Jacob Nyborg ser dog endnu længere tilbage – nemlig helt tilbage til hans bureau Cph Group, der blev købt af Guava.

“Vores koncept har hele tiden været at fokusere meget på indsigt og strategi. Men vi har vurderet, at det ville være optimalt at finde en partner med styrke inden for eksekvering. Det har vi nu fundet i Zinckernagel, hvor der er et rigtig godt match,” siger Jacob Nyborg.

Glæden er ikke mindre hos Torben Zinckernagel, der nu får tilført syv medarbejdere, så man i alt bliver 17.

“Vi har altid været meget fokuseret på produktion. Nu kan vi tilbyde kunderne at tage et langt bredere ansvar for udvikling, og det vil gøre vores bureau markant anderledes,” siger Torben Zinckernagel.

Jacob Nyborg fremhæver desuden Zinckernagels ekspertise inden for lyd og billede på nettet.

“Det er meget vigtige kompetencer i forhold til udviklingen på nettet,” siger Jacob Nyborg.

Formelt har Zinckernagel overtaget medarbejdere, aktiviteter og goodwill fra Neuburg – som så er omdøbt til NJ Consult og gået konkurs.

“Den basale drift i Neuburg var ok, men der var nogle gamle aftaler, der belastede bureauet alvorligt,” siger Jacob Nyborg.

Zinckernagel & Co vil således blive den fortsættende virksomhed med Torben Zinckernagel som adm. dir., mens Jacob Nyborg skal fokusere på udvikling og integration af kundeindsigt og strategi.

Ambitionen vil være at udvikle et nyt brand, der rummer både Zinckernagel og Neuburg, fortæller Jacob Nyborg.