RetailPeople blev stiftet for fire år siden af People Group sammen med den tidligere marketingchef hos Bilka, Ole Dissing.
Det skete med henblik på at servicere SuperBest med tilbudsaviser. Det har kørt fornuftigt med ca. et dusin medarbejdere og fornuftige regnskabsresultater.
Men nu er det slut. Bureauet lukker i kølvandet på, at Dagrofa konsoliderer den taktiske kommunikation på sine fire dagligvarekæder i Købmandshuset: Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb (læs mere her).
RetailPeople havde faktisk samlet Min Købmand og Let-Køb op også, så konsolideringen rammer hårdt.
”Den konsolidering af katalogproduktionen, som Dagrofa gennemfører, matcher den konsolideringsbølge, man ser mange steder i industrien. Vi har haft et spændende og godt samarbejde med Dagrofa igennem årene, og jeg vil gerne sige tak til holdet i Århus med Ole Dissing i spidsen, som altid har leveret en kompetent og dedikeret indsats,” siger bestyrelsesformand, Jan Duckert.
Der bliver tale om en kontrolleret lukning af bureauet.
“Vores kontrakt udløber ultimo maj, så mit fokus er nu at sikre, at vi leverer et godt arbejde frem til der. Dernæst er mit fokus at hjælpe medarbejderne videre. Og derefter vil jeg så forholde mig til min egen situation. Men der er indgået en god aftale, så jeg er sikker på, at vi kan afvikle bureauet på en god og ordentlig måde,” siger Ole Dissing.
Tidligere på efteråret gik Jan Duckert og Henrik Juul fra hinanden på den måde, at Henrik Juul overtog ejerskabet fuldt på Wibroe, Duckert & Partners, mens Jan Duckert overtog ejerskabet fuldt på People Group.
RetailPeople hører til i People Group, som således nu bliver et bureau mindre. Faktisk er der ikke mange majoritets-ejede People Group bureauer tilbage udover RelationsPeople. Gruppen rummer således mest ejerandele i bureauer som We Love People, Very, Orchestra og ArtPeople.