Revolt henter 3 nye folk med en fortid hos Hjaltelin Stahl

Peter Engholm
25@mail.dk

Heriblandt et nyt medlem af ledelsen. Reklame- og kommunikationsbureauet er blevet dobbelt så mange på ca. et år.

Da Revolt forleden holdt julefrokost, skulle der dækkes op til det dobbelte i forhold til sidste år.

I slutningen af 2013 var der 8 medarbejdere på bureauet, nu er der 16-17 stykker. Netop ankommet er tre mand høj, og der er for alles vedkommende tale om en regulær oprustning, altså uden genbesættelse af tomme pladser.

Og de ny-ansatte kommer lige – eller for nylig – fra samme bureau; Hjaltelin Stahl.

  • Martin Meyer – vender tilbage til Revolt efter knap to år i en stilling som Head of Social hos Hjaltelin Stahl, hvor han har været med til at opbygge bureauets social media afdeling. Han har arbejdet med bl.a. Karolines Køkken, Kræftens Bekæmpelse, Lotto og Sportmaster. Martin Meyer bliver en del af ledelsen og tiltræder som Strategic Director.
  • Tuki Ghiassi – Creative Social Strategist hos Hjaltelin Stahl, hvor han bl.a. har udviklet strategi og koncept for Post Danmark, Telia, Sportmaster og Kræftens Bekæmpelse. Han har en fortid som Creative Manager hos Mindjumpers. Hos Revolt får han – som Creative Director – det kreative ansvar for en række af bureauets større kunder.
  • Per Mørck – har senest været freelancer og inden da hos Hjaltlin Stahl som Senior Creative. Han har bl.a. været på DigitasLBi og McCann og rejst verden rundt som fotograf for Italiensk Vogue i mere end fem år med base i Rom. Han ansættes som Senior Creative og får ansvaret for den kreative eksekvering.

Revolts stifter og direktør, Morten Meisner, siger om baggrunden for ansættelserne:

”Vi er vokset fra at være klassens frække dreng til at blive bedt om at være leadbureau hos stadig flere kunder. Vores tilgang har hele tiden været forbrugerdreven – at skabe værdi for målguppen ved at fokusere på involvering, earned media og content marketing. Kunder så tidligere dette som et add-on, mens det i dag i stigende grad er overliggeren.”

Trekløveret er hentet ind for at fastholde væksten ved at styrke bureauet på det strategiske og kreative. Om kort tid tiltræder desuden en PR-medarbejder.

Revolt havde i seneste regnskabsår, 2013, en bruttoavance på ca. 4,6 mio. kr. og et overskud på ca. 1,1 mio.