Ridley Scott bag seks minutter lang kortfilm for Coca-Cola

Peter Engholm
25@mail.dk

Isbjørnene, som Coca-Cola gav nyt – og interaktivt – liv ved Super Bowl sidste år, bliver nu for alvor præsenteret som familie i en film med prominente folk involveret.

Wieden & Kennedy, Portland, skabte sidste år en interaktiv kampagne med Coca-Colas isbjørne, hvor de store dyr reagerede i takt med Super Bowl-kampens udvikling.

Nu bringes de for alvor til live i en seks min. lang kortfilm, instrueret af John Stevenson (der også instruerede Kong Fu Panda), og produceret af Sir Ridley Scott og hans – nu afdøde – bror Tony Scott.

Har man Ridley Scotts film i baghovedet, så er der mildt sagt ikke meget Alien, Blade Runner, Gladiator eller Promotheus over den nye, nuttede, kortfilm. Der er på den anden side heller ikke meget Coca-Cola, der reelt nøjes med præsentere filmen.

Det vil nok være ganske nærliggende at spå bjørnene et comeback fra næste måneds Super Bowl – i en Coca Cola-reklame.