Robert/Boisen & Likeminded står nu for at sige farvel til Spies, som man har samarbejdet med i 5 år.
Bureauet har besluttet, at man har brug for nye udfordringer og derfor valgt at udskrive en konkurrence med henblik på at finde en ny rejsekunde.
“Vi har været glade for at have Spies på kundelisten. De har givet os en række spændende udfordringer, så der er ingen utilfredshed med samarbejdet. Men nogen gange har man bare brug for, at der skal ske noget forandring. Men nogen gange har man brug for, at der skal ske noget nyt. Det tror vi på, er det bedste – både for kunden og for os. Vi synes, at hensynet til fortsat frugtbar udvikling er vigtigere end at beholde et givet budget,” siger adm. dir. Kim Boisen fra Robert/Boisen.
Bureauet inviterede Spies til at deltage i konkurrencen – men Spies har takket nej. Ialt fem andre annoncører inden for rejse- og oplevelses-branchen er inviteret til at byde ind på at blive kunde på bureauet.
“Jeg vil ikke kalde det en konkurrence i traditionel forstand. Vi ønsker ikke at blive præsenteret for en gennemtænkt power point præsentation eller en omfattende brief. Vi vil tage nogle samtaler, hvor de kan komme med nogle tanker om de udfordringer, de kan tilbyde os og det budget, som de er parate til at lægge hos os,” siger Kim Boisen og fortsætter:
“Det er ikke kun et spørgsmål om størrelsen på budgettet. Vi skal finde den annoncør, der bedst kan udfordre os, og derfor kommer en række forskellige parametre i betragtning – og så kigger vi naturligvis også på, hvor høje timepriser kunderne vil betale for vores arbejde.”
Han mener ikke, at fem annoncører er for meget.
“Det holder sig inden for den aftale, der er mellem Dansk Annoncørforening og Kreativitet & Kommunikation, og vi vil gerne have et bredt udbud at vælge mellem,” siger Kim Boisen, der ikke vil fortælle, hvilke fem firmaer, der er tale om.
Fra Spies udtaler Jan Vendelboe: “Vi synes vi har haft et rigtig fint samarbejde med Robert Boisen og har været rigtig glade for de løsninger de har leveret til os. Derfor kommer det også som en overraskelse for os, at de har udskrevet en kundekonkurrence. Men sådan er livet, og vi vil nu opruste på vores new-bureau aktivitet med henblik på at finde en ny partner.”
Robert Boisen har netop i dag d. 1. april sendt udbudsmaterialet ud. Præsentationer forventes gennemført i sidste halvdel af april og det er ambitionen at beslutningen skal træffes umiddelbart derefter.
Det er ikke første gang, at Robert/Boisen fyrer en kunde og udskriver en konkurrence. Tidligere har bureauet fyret en kommune.
Efterfølgende blev 22 kommuner kvalificeret, og 14 af dem har det seneste år været på en rammeaftale hos bureauet. Foreløbig har Robert/Boisen dog afvist alle opgaver.