Den positive nyhed for Robert/Boisen & Likeminded er, at der står et plus på 2 mio. kr. på bundlinjen.
Den negative er, at de 2 mio. er et fald på næsten 80 pct.
“Vi har i flere år haft nøgletal, der har været bedre end branchens gennemsnit. Nu kom vi så ned på jorden”, siger adm. dir. Kim Boisen.
Han fortæller videre, at bureauets kunder reagerede meget tidligt på krisen, og at bureauet i 2. halvår satte meget af det til, som blev tjent i 1. halvår.
Desuden er faldet i indtjening til en vis grad også selvforskyldt.
“Vi har brugt mange penge på udvikling af bureauet i form af bl.a. processer og uddannelse af medarbejdere, så vi føler os rimeligt godt rustet til fremtiden”, siger Kim Boisen. Han tør dog ikke sige noget om, hvordan 2009 kommer til at ende.
“Vi er blevet mere effektive, men kunderne er meget tilbageholdende med at committe sig ret langt ud i fremtiden, så vi er forsigtige med at vurdere, hvordan året vil ende”, siger Kim Boisen.
Nøgletal for Robert/Boisen & Likeminded (incl. Gobsmack)
- Bruttoavance 24,787 mio. kr. -22,5 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 991.480 kr. -25,6 pct.
- Lønandel 64 (50)
- Resultat af primær drift 2,117 mio. kr. -79,9 pct.