Robert/Boisen mister Puma. 6 fyret.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Puma har samlet sin markedsføring i New York. RobertBoisen har valgt at skære ind til benet med det samme i skyggen af den økonomiske krise. I stedet skal free-lancere bruges som fleksibel ressource.

“Det er desværre den virkelighed, man må leve med, når man arbejder med store internationale brands. Uanset hvor godt et stykke arbejde, du laver, risikerer du at blive ramt af nogle overordnede beslutninger”.

Således beskriver adm. dir. Kim Boisen, Robert/Boisen & Likeminded situationen oven på, at sportsmærket Puma efter to år har droppet bureauet, og flyttet det globale fodbold-budget til New York’er bureauet Sirop.

Beslutningen kommer få måneder efter, at Puma valgte et andet New York’er bureau, Droga5, til at håndtere den overordnede globale kommunikation.

“De kampagner, vi har arbejdet med var sidste år dem, der performede bedst, så der var ingen utilfredshed med vores arbejde. Men man har valgt at samle al sin markedsføring hos New York’er bureauer, der er tættere på hovedkontoret i Boston, og det går ud over 5-6 europæiske bureauer”, siger Kim Boisen og tilføjer.

“Det har været superspændende, og erfaringerne med at arbejde for en kunde som Puma, kan man ikke tage fra os. Det kan vi forhåbentlig bruge til noget positivt fremover”.

Lige her og nu er det dog knap så positivt. Som følge af tabet af Puma har man besluttet at skille sig af med seks ud af ca. 28 medarbejdere.

Kim Boisen erkender dog, at nedskæringen ikke alene kan begrundes i Puma.

“Det er økonomisk usikre tider, og vi har derfor valgt at skære ind til benet med det samme. Så må vi tage flere free-lancere i brug, hvis det bliver nødvendigt, og jeg tror, at vi i den kommende tid vil se mange bureauer komme til at gøre det samme. Skære den faste stab ned og så supplere med free-lancere. Vi oplever nu kunder, der ikke tør se mere end 2 uger frem, og det har jeg aldrig før oplevet i mine mange år i reklamebranchen”, siger Kim Boisen.