Robert/Boisen var tæt på at få diskvalificeret arbejder til Creative Circle Award

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kim Boisen er ikke i tvivl: kreativitet er en vej til effekt. Men bureauet var tæt på at komme i klemme ved Creative Circle Award, fordi man fremhævede resultater.

Udviklingen går i retning af, at man ved kreative priser i højere grad skal præsentere cases frem for blot at indsende enkelt elementer. Således ser adm. dir. Kim Boisen, Robert/Boisen & Likeminded, på det.

Men den tilgang var lige ved at få diskvalificeret nogle af bureauets indsendte bidrag til Creative Circle Award, fordi man i nogle cases også havde nævnt forskellige effekter af arbejderne

“Vi fik at vide, at sådan noget var tæt på diskvalificerende og derfor havde vi en dialog med Creative Circle. Udfaldet blev dog, at de konstaterede, at det nok var en forkert tolkning af reglerne, så problemet blev klaret”, siger Kim Boisen

Han deler dog langt fra kritikken fra andres sider af, at der er for lidt effekt i prisen, og han er grundlæggende enig med den linje, Creative Circle anlægger.

“Jeg er fuldstændig enig i, at Creative Circle Award er en kreativt orienteret pris. Og jeg er ikke enig i, at det står i modstrid med effekt. Tværtimod. Jeg så for nylig en sige, at recessionen flyttede fokus fra kreativitet til salg. Det er noget sludder og afspejler en fuldstændig misforstået opfattelse af kreativitetens rolle. Creative Circle har gennem årene gjort meget for netop at dokumentere, at kreativitet er en genvej til effekt – ikke en omvej”, siger Kim Boisen.