Rod i Creative Circle Award: Flere forkerte guldvindere

Peter Engholm
25@mail.dk

Fredagens spredte bifald i Tivolis Koncertsal skyldtes undren over visse guldvinderne. Creative Circle mistænker en systemfejl på jurydagen for, at nogle af dommerstemmerne er lagt forkert sammen.

Der blev ikke klappet igennem ved fredagens Creative Circle Award i Tivolis Koncertsal. Men hvad der kunne tolkes som kollegial uhøflighed, dækkede over undren – ja, endog vantro – over nogle af de vindere, der blev kaldt op på scenen.

Og at der undervejs i showet var næsten lige så mange mennesker i foyeren som inde i salen, havde også sin forklaring.

“Nogle af jurymedlemmerne mødtes spontant for at drøfte enkelte vindere. “Var det virkelig dem, vi stemte på?,” spurgte man sig selv – og hinanden. Og weekenden er tilsyneladende gået med rundringninger, for vi er nu blevet præsenteret for flere unøjagtigheder,” siger bestyrelsesmedlem i Creative Circle, David Asmussen.

“Unøjagtigheder” … dækker det over, at awards blev uddelt forkert?

“I nogle tilfælde ja. Der er tale om en lille håndfuld vindere, der ganske vist har lavet et strålende stykke arbejde, men ikke til en award – og slet ikke til guld,” siger David Asmussen.

Er det da kun guldvindere, der er blevet snydt?

“Ja, men jeg vil ikke kalde dem snydt, men snarere systematisk forbigået, fordi der er tilsyneladende ikke tale om menneskelig fejl – men om en systemfejl. Stemmerne er i visse tilfælde talt forkert sammen,” siger David Asmussen.

Et hackerangreb, måske?

“Det kan jeg på nuværende tidspunkt ikke afvise – desperate times calls for desperate measures. Man vil gerne profilere en stærk kreativ profil, og så skydes der måske genvej. Om ikke andet så har man demonstreret overlegne digitale evner, for Creative Circles stemme-system er strengt og sikkert bygget op,” siger David Asmussen.

Creative Circles bestyrelse mødes i dag den 1. april for at diskutere den nye situation, og indtil det er sket, vil David Asmussen ikke løfte sløret for, hvilke guldvindere der skal aflevere deres Creative Circle Awards.

Skal der så holdes endnu en fest – denne gang med de rigtige vindere?

“En fest på baggrund af en systemfejl? Det tror jeg næppe. Men det er på tale at holde en mindre sammenkomst, hvor vi uddeler guldet til de rette. Og et par af Fleggaard-pigerne har allerede sagt ja til at komme forbi med nogle dåser,” siger David Asmussen.