Måske vil nogen trække lidt på skulderen. Der er så mange græsrods-organisationer, der mener det ene og andet og søger at presse deres holdninger igennem.
Men Corporate Accountability International beskrives af AdAge som en af de organisationer, der var med til at sende reklamefiguren Joe Camel på pension, og når de nu har udset sig et nyt offer, så tages det alvorligt.
Offeret er McDonald’s Ronald McDonald, og McDonald’s har da også reageret.
Corporate Accountability International har oprettet et website – www.retireronald.org – og de skriver bl.a., at “disse trætte maskotter burde tilbringe deres gyldne år med at slappe af og dele deres historier om den tid, hvor de markedsførte dødelige produkter til børn”.
McDonald’s har svaret igen ved at anføre, at Ronald McDonald ikke bare er en elsket brand ambassadør. Han gør mere end at sælge. F.eks. er han også repræsentant for velgørenhed igennem Ronald McDonald House Charities.
Selvom det kan synes voldsomt at kæde rygning og en burger sammen, så er fedme-epidemien en alvorlig baggrund for den slags initiativer.
Den europæiske annoncørorganisation gjorde allerede for en årrække siden opmærksom på, at fedme bliver fremtidens tobaks-sag, og det har holdt meget godt stik. Også herhjemme oplever man et stigende pres på fødevarer, der karakteriseres som usunde.