Ronaldo skal fordoble JBS-salg

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Branding er nøgleordet, når en virksomhed vil blive kendt uden for Danmark.

JBS løfter nu sløret for nogle af tallene bag samarbejdet med den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo. Målene er høje. JBS satser på at fordoble omsætningen fra 200 mio. kroner til 400 mio. kroner i 2014. JBS har også et samarbejde med Caroline Wozniacki, men Ronaldo er en mega-stjerne.

”Wozniacki har løftet vores efterspørgsel markant, men det er blevet helt vildt efter Ronaldo. Nu er vi kommet på verdenskortet”, siger adm.dir. i JBS, Michael Alstrup til Børsen.

Tidligere har JBS ikke kunnet sælge undertøjet uden for Skandinavien, men kontrakten med Ronaldo har gjort undertøjsproducenten kendt i Polen, Spanien, USA og Kina.

Branding er altafgørende, hvis man vil blive kendt i udlandet, siger Peter Mølkjær, der er partner og ekspert på tøj- og modeindustrien hos Deloitte:

”Branding er nøgleordet for mindre danske virksomheder, som skal slå igennem i udlandet, fordi de er ukendte globalt. Det handler om at finde noget, som giver kant. Og dér må man sige, at JBS satser meget, og nu bliver det spændende at se, hvor stor eksporten bliver”.

Også brandingeksperten Mads Mordhorst, der er lektor på CBS, ser JBS’ strategi med at provokere bl.a. ved at bruge Ronaldo som lige i øjet:

”Han er en af de slemme drenge, der både fremstår krukket og som en provokatør. Det passer perfekt ned i deres kernemålgruppe, som er vrede unge mænd med rod i arbejderklassen og en mellemlang uddannelse”.

Tidligere har JBS vakt opmærksomhed med at bruge fire kvinder fremstillet som henholdsvis sygeplejerske, stuepige, sekretær og nonne med meget lidt tøj på.

Og i 2011 viste de en reklamefilm med letpåklædte kvinder på en cubansk tøjfabrik.

Det er UncleGrey i Danmark, der skal hjælpe JBS med at brande Ronaldo-undertøjet (Børsen, p. 18-19).