Ronnie Job til tops i nyt Dell-bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Enfatico er et nyt bureau, der er formet til at servicere Dell på globalt plan. Danske Ronnie Job bliver en del af den øverste ledelse på et bureau, der også vil sætte nye standarder for analyse.

Da Danmarks største reklamebureau. PeopleGroup, i juni solgte aktiemajoriteten i AdPeople til verdens næststørste bureaugruppe, WPP Group, måtte Ronnie Job væbne sig med tålmodighed i forhold til at få fastlagt sin egen rolle, selvom han er stifter og central drivkraft i bureauet.

Men nu er det klaret. AdPeople skal være en del af det nye globale bureau, Enfatico, der er formet med henblik på at servicere Dell’s årlige reklamebudget på ca. 7,5 mia. kr. årligt, og Ronnie Job bliver en del af den øverste ledelsesgruppe. Hans titel bliver adm. dr. for EMEA (Europa, Mellemøsten, dele af Asien og Afrika). Dermed får han ansvaret for ca. 25 pct. af bureauets medarbejdere og kommer til at dele sin tid mellem London og København, der hver for sig bliver en del af bureauets globale hubs.

Ronnie Job får samtidig ansvaret for it-udviklerne i SoftwarePeople, der også indgik i handlen, og hvis kompetencer nu bliver et Center of Excellence til rådighed for hele Enfatico. Han kommer således til at spille en central rolle i opbygningen af et bureau, der er født globalt – noget man ikke tidligere har set i reklamebranchen i den skala.

AdPeople’s systemer repræsenterer den ene af de tre grundpiller, bureauet skal bygge på: Effektivitet. De to andre er integration og analyse, og specielt på det sidstnævnte er håbet at sætte helt nye standarder i reklamebranchen.

“Vi arbejder med nogle simulationsmodeller, som Boeing anvender til at bygge fly og den amerikanske regering til kernekraft-reaktorer. Der er således tale om meget avancerede analyse-værktøjer, som rummer en lang række informationer om alt lige fra makro-økonomiske forhold til markeds- og konurrent-viden, og da Dell samtidig har en unik viden om sine kunder, fordi firmaet er født som direkte salgskanal, får vi mulighed for at bygge en viden om, hvad der virker bedst, som jeg ikke tror andre kan matche”, siger Torrence Boone, der er CEO for Enfatico og Ronnie Jobs nærmeste chef.