De danske forbrugere havde igennem et længere forløb udpeget en shortliste på fire virksomheder/organisationer, som det seneste år har gjort det ekstraordinært godt i de sociale medier.
På seminaret ”Danskerne deler holdninger på sociale medier – Vi deler vores med dig”, onsdag formiddag i Børssalen i København, dystede Bilka, DR, Club Matas og Roskilde Festival om Sociale Medier Prisen – og vinderen blev fundet ved en afstemning blandt de 400 deltagere på seminaret, som Patchwork, Infomedia og YouGov arrangerer.
Roskilde Festival løb sidste år ind i en heftig kritik af sit musikprogram, men indsatsen på de sociale medier var der ikke noget at udsætte på – i al fald fik festivalen prisen, der blev uddelt for andet år i træk.
Sidste (og første) år løb Kræftens Bekæmpelse med prisen – især takket være kampagnen for Støt Brysterne.