Roskilde Kommune vælger Lead til mindre visions-proces

Peter Engholm
25@mail.dk

Tre PR-bureauer bød ind på opgaven om at rådgive kommunen i at udvikle og udføre en ny vision. Konsulentbistanden alene beløber sig til ca. 200.000 kr.

Roskilde er i disse dage en musikfestival – og dernæst en kommune. Og det er kommunen, og ikke festivalen, som Lead har fået en opgave fra: Skab visionen og få den til at leve.

Afsættet til – og kravet om – visioner og strategier er de udfordringer, som Roskilde kommune – i lighed med så mange kommuner – står over i form af strukturreformen, øget konkurrence, urbanisering, negativ presse og færre ressourcer.

Derfor var det ifølge kommunaldirektør Henrik Kolind også oplagt at styrke kommunen gennem indsatser, der definerer og fokuserer på mål og branding – og får disse til at leve gennem kreative tiltag.

”Vi ønsker en konkret lancerings- og involveringsstrategi, som gør visionen levende, engagerende og involverende for alle i kommunen. Både medarbejdere, borgere og resten af landet skal vide hvad Roskilde har at byde på. Derfor har vi valgt Lead,” siger Henrik Kolind i en pressemeddelelse.

Der blev indhentet tilbud på opgaven blandt tre konsulentvirksomheder, og de økonomiske konsekvenser af konsulentbistanden til byrådets visionsproces beløber sig til ca. 200.000 kr. ekskl. moms og øvrige omkostninger.

Samarbejdet mellem Roskilde og Lead vil indbefatte workshops, definition af politiske mål, kommunikationsstrategiske indsatser, samt involvering og eventuel eksekvering via en PR strategi.

Ud over Roskilde Kommune samarbejder Lead også med kommunerne Næstved, Esbjerg, Sorø og Vejle.