Royal Unibrew hyrer nyt kreativt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Tempt blev lanceret som en mystisk cider. Nu skal det i højere grad forbindes med Ready-to-drink, og det oprindelige DDB-koncept er afløst af en frækkere sag, skabt af nyt bureau.

Tempt cider blev lanceret af Royal Unibrew i foråret 2010, men mærket nåede ikke at grovhøste frugterne af det marked, som Somersby havde skabt. For heftige afgifter har på to år omtrent halveret cider-markedet, til gengæld er der vækst i markedet for alkopops, altså Ready-to-drink (RTD).

Og her vil Royal Unibrew gerne gøre sig gældende – og har, i det små, allerede gjort det i 2012, med lanceringen af Skinny B*tch, danskvand med smag og vodka, som var sponsor ved Big Brother tidligere på året.

Det skete uden egentlig bureau-bistand, men nu er det oprindelige koncept, skabt af DDB, justeret og genskabt af et nyt bureau. Mystikken er afløst af det uartige, og RTD-markedet skal indtages med en kampagne, hvor små hvide løgne og krydsede fingre ikke er forbudte – Not for the innocent er ordlyden.

Royal Unibrew er ikke gået langt for at finde sit nye kreative bureau – det hedder Montdor og holder til i Vallensbæk. Bryggeriet har igennem længere benyttet bureauet i forbindelse med aktivering – og nu tilføjes så det kreative element.

”Vi har samlet det, så der ikke er et langt skridt fra strategiske tanker til eksekvering. Og med den igangværende lancering har vi høje forventninger til 2013,” siger Christian Lund-Martorell, der er Brand Manager Tempt, hos Royal Unibrew.

Skinny B*tch har fået over 10 pct. af RTD-markedet, og siden har man testet søsterdrikken Dirty Passion.

Med brandingen af Tempt  har bureau og bryggeri valgt en vej, der karakteriseres som ”den frække, uden direkte at provokere eller blive for voksen”. Dion Guldbjerg, director hos Montdor, siger:

”Det handler om at lege med det frække og pirre folks uartige sider. Tempt vil i 2013 markere sig tydeligt i markedet, bl.a. med tv-sponsorater, activations, fester og ikke mindst Tempt Patrol, som er klar til at tage pulsen på målgruppen i nattelivet og så vil de online platforme også blive brugt.”

Også cider-navnene hos Royal Unibrew bliver lagt ind under det nye univers.