Der findes vel ingen nulevende reklamemand eller dame, der ikke på et eller andet tidspunkt i deres karriere har henvist til Apple eller Steve Jobs i et desperat forsøg på at få en vrangvillig kunde til at forstå velsignelserne ved det gennemførte brand.
“Live the brand” har det gjaldet fra diverse Power Point-præsentationer, “gør som Apple, vær som Jobs.”
Om det i enkelte tilfælde har hjulpet en lille smule skal være usagt, men det er sikkert og vist, at der fortsat ikke er nogen over og ingen ved siden af Jobs og hans afgnavede æble.
Hvis man skulle have været i tvivl før hans død, så er der ingen grund til at gruble mere over det nu, hvor stearinlysene er tændt foran butikkerne, hvor Facebook flyder over af mindeord og sorte æble-ikoner, og hvor der ikke findes et eneste medie med respekt for sig selv, der ikke har bragt alenlange nekrologer, der med ærefrygt forsøger at forstå, hvad han har præsteret.
Ingen erhvervsleder er før ham død som en rockstjerne endda uden at blive dræbt, begå selvmord eller gå til i misbrug. Og jeg må indrømme, at reaktionerne har undret mig. Misforstå mig ikke, jeg vil ikke forsøge at tage æren fra ham, men når alt kommer til alt, har han umiddelbart blot gjort det, der står i alle lærebøger om marketing og branding.
Han har nemlig ikke givet kunderne det, som kunderne med deres begrænsede fantasi gerne ville have. Han har givet dem det, de ikke vidste, at de ikke kunne undvære.
Det er naturligvis nemmere sagt end gjort og kræver stor indsigt i den menneskelige natur og en betragtelig større selvtillid end, alle de virksomheder, der ringer til deres analyseinstitut for at høre, hvad kunderne selv mener, de eventuelt kunne have brug for.
Respekt for mandens indsigt. Jeg mindes stadig, da jeg første gang så en lille firkantet Apple-computer blive tændt, hvorefter der dukkede en tegneserie-mand op og glad vinkede til sin herre og mester. Det var i slutningen af 80’erne, og jeg sad i Q8 med en terminal til en Unix-mainframe og måtte taste mærkelige tegn og gerninger ind på en mørkegrøn skærm for overhovedet at kunne komme i kontakt med et primitivt tekstbehandlingsprogram. Efter at have set alternativet var jeg solgt og har aldrig siden arbejdet på andet end Apple-computere, hvad de så end har heddet i tidens løb.
Steve Jobs gjorde den umenneskelige teknologi mere menneskelig. Han tilførte den personlighed, glæde, leg og kreativitet, og han udvidede uophørligt dens brug i nye lækre dimser.
Her adskilte han sig fra Bill Gates, der nødigt kaster sig ud i noget, hvis værdi ikke er bevist af andre. Gates har gjort det til sin way of life at opsluge andres gode ideer og bruge sine enorme muskler til at bringe dem ud til verden. Engang var der noget, der hed Word Perfect, engang var Netscape den foretrukne browser, engang var ikoner forbeholdt Apple-brugere, og engang var spillekonsoller noget Sony og Nintendo rodede med. I dag har Microsoft lagt sin uelskede hånd på det hele.
Man bliver sjældent elsket ved at kopiere andre uanset, hvor dygtigt man gør det. Det er der ikke noget mærkeligt ved. Men at man ligefrem kan opnå gudelignende status ved som erhvervsmand at tjene kassen på at sælge ny teknologi ganske vist mere menneskelig og ganske vist pakket ind i pænt design, det er altså underligt.
Efter alt at dømme har han oven i købet ikke været super omgængelig, og han har i hvert fald ikke købt sig ind i sådan noget moderne noget som open source. Alligevel sørger kunderne over hans bortgang.
Efter at have funderet over fænomenet i de sidste par dage, slog det mig, at gude-statussen måske mere handler om hans oprør end om hans dimser.
Tænk blot på Prinsesse Diana. Hende sørgede en hel verden også over. Ikke fordi hun havde gjort noget særligt udover at kaste sig ind i sagen mod landminer, men hvorfor så?
Sikkert fordi hun havde tiltaget sig rollen som folkets prinsesse. Hun repræsenterede et oprør mod et forstenet kongehus, der var så arrogant og ude af trit med sine egne undersåtter, at nok var nok.
Jobs havde samme kvalitet. Han repræsenterede i virkeligheden et stålsat opgør mod kedelig, uelegant teknologi skabt på arrogante teknikeres præmisser uanset, om de var ansat i IBM eller Nokia. Og han viste med hele sin snickers-jeans-sweater-iscenesættelse, at han solidariserede sig med sine brugere i stedet for finansdrengene i jakkesæt.
Det kan vi godt lide, og oprør til fordel for de mange er det stof, myter er gjort af. Derfor er det i virkeligheden også omsonst at henvise til Jobs og hans gennemførte brand i sine kundepræsentationer, for det handler om meget mere end brand og produkter.
Det handler om styrken i gejst, engagement og ikke mindst mod, vilje og indsigt i almindelige menneskers frustrationer.
Så måske skal man i virkeligheden ikke undre sig over reaktionerne på Steve Jobs død, men mere over, at der er ikke ret mange virksomhedsledere og endnu færre marketingchefer, der har de egenskaber. De er ikke oprørske, og de lader sig først og fremmest inspirere af konkurrenterne og tænker mere på deres aktionærers kortsigtede krav til afkast end på deres kunder.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
