Så skete det: Børsen har overhalet Ekstra Bladet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Dermed er Børsen blevet Danmarks 4. største avis.

Oplagskurverne har nærmet sig hinanden støt og roligt, og i december var det kun et mulehår, der skilte Børsen og Ekstra Bladet fra hinanden i månedstallene fra Dansk Oplagskontrol.

Afstanden så i januar ud til at blive lidt større i Ekstra Bladets favør, men i februar skete det så endeligt. Dagbladet Børsen blev større end Ekstra Bladet på hverdage og kan dermed indtage rollen som Danmarks 4. største avis. Godt nok er forskellen fortsat ikke meget mere end mulehåret – men denne gang gik det altså i Børsens retning.

Korrigerer man for Politikens fællesabonnementer med Frederiksborg Amts Avis er denne avis endda også inden for rækkevidde for Børsen, idet der kun sælges ca. 80.000 rene Politiken abonnementer.

Februar holdt i øvrigt den langvarige trend med pæne fald i det samlede hverdagsoplag, som nærmer sig at runde millionen i nedadgående retning.

Faldet i februar blev på 7,1 pct. – dog trukket ekstra ned af Erhvervsbladet, der blev mere end halveret. Avisen er netop stoppet som dagblad og er blevet til et ugentlig magasin.

Søndagsoplagene fortsætter også nedturen og det samme gælder ugebladene, som i februar faldt med 6,4 pct.

Anders And, Ude og Hjemme, Hjemmet, Billed-Bladet og Kig Ind var de store tabere, mens Familie Journalen, Femina og Hendes Verden var ene om at gå frem.

5 største aviser, hverdagsoplag

  1. Jyllands-Posten 114.897 -8,8 pct.
  2. Politiken 102.107 -6 pct.
  3. Berlingske Tidende 100.908 -1,5 pct.
  4. Børsen 73.792 +0,6 pct.
  5. Ekstra Bladet 72.758 -10,3 pct.
  6. BT 67.329 -9,6 pct.