Sæt ikke tilbudsaviserne i bås

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det er ikke tilbudsavisernes skyld, hvis dansk detailhandel er prisfikseret. Det skyldes derimod, at de kender kundernes præferencer.

I Lyhne + TNJ har vi mange års erfaringer med trykte medier, men det billede, der beskrives i artiklen “tilbudsaviserne har sejret ad helvede til”,.svarer ikke til den virkelighed, vi møder i det daglige.

Man kan ikke klandre tilbudsaviserne, at dansk detailhandel er prisfokuseret. Det er at skyde på budbringeren. Aviserne afspejler den markedsføring, som detailhandlerne har valgt, og deres strategi bunder for det meste i de erfaringer, de har med forbrugernes præferencer.

Hvis detailhandleren vælger at fokusere på pris, så udtrykker aviserne naturligvis også dette. Hvis man vil satse på branding, så er trykte medier også et fortræffeligt medie til dette formål – hvis det altså er det, man vil have. Trykte medier er ikke forbeholdt lavpris, men kan anvendes i de fleste marketing strategier.

Hvis mærkevare leverandørerne ikke synes, de får tilstrækkelig branding ud af detailhandlernes aviser, så kunne de jo udgive deres egne. De kan da ikke forvente, at detailhandlen skal bruge sine markedsføringskroner på at brande dem.

Endelig påstås det (- endnu en gang! kunne man fristes til at sige), at tilbudsaviserne er upopulære og på vej ud. Intet er fjernere fra virkeligheden, som vi professionelle oplever den.

Produktionen af trykte media er steget, og print udgør i dag mere end en tredjedel af danske virksomheders samlede reklamebudget.

Ifølge Gallup siger 85% af forbrugerne, at de får inspiration fra tilbudsaviserne, og 56% foretrækker at blive orienteret om varer og services via de trykte medier i postkassen, mens kun 2% foretrækker reklamer på internettet, og 3% foretrækker reklamer i tv.

Det virker som et godt argument for detailhandlerne til at anvende print media i markedsføringen.

Naturligvis skal den trykte tilbudsavis udvikles og tilpasses forbrugernes krav, men som et effektivt redskab i detailhandlens værktøjskasse er den uerstattelig.

Kan den bruges til branding? Naturligvis, men det bliver en anden form for trykt media end den velkendte tilbudsavis. I stedet for at erklære tilbudsavisen for død, bør kreative bureauer rådgive kunderne om, hvorledes mediet bruges bedst, og så er der ganske givet nogle, der vil tage “tilbud” ud af tilbudsaviserne.