Så faldt et af de største bureaukøb i Danmark på plads

Peter Engholm
25@mail.dk

Én ting er at annoncere et køb, noget andet er at få det godkendt. Nu har konkurrencemyndighederne sagt ok til Dentsu Aegis Networks køb af Magnetix.

I midten af juni måned annoncerede bureaugruppen Dentsu Aegis Network, at de havde købt et af Danmarks mest succesfulde digitale bureauer, Magnetix. Og siden har handlen – helt efter bogen – simret over lavt blus, mens den afventede ok fra myndighederne.

Opkøbet af Magnetix er blandt de absolut største opkøb i Danmark inden for branchen, idet bureauet vurderes at være værdisat til godt 300 mio. kr.

Da det danske designbureau Designit i disse dage for et år siden blev solgt til den indiske IT-koncen Wipro, satte sitet F.business en prisseddel på handlen: Op mod 650 mio. kr., når man indregnede en performance-aftale over de efterfølgende tre år.

Nu har Magnetix-handlen fået endelig godkendelse fra konkurrencemyndighederne, og Lars Bo Jeppesen, CEO i Dentsu Aegis Network for Nordics, Central & Eastern Europe, siger i en pressemeddelelse:

”Vi glæder os til at smøge ærmerne op og endelig komme i gang med integrationen af Magnetix i vores forretningsmodel. Magnetix bidrager til en udvidelse af kerneforretningen og til de produkter, som det digitale reklamebureau Isobar allerede tilbyder, og vi kan mærke på vores kunder, at de er begejstrede for vores digitale oprustning.”

Handlen fungerede således: Dentsu Aegis Network købte Magnetix, som bliver en del af Isobar på nordisk plan. Magnetix’ ledelse, Martin Bochineck og Christina Rind Helsbro, kommer til at stå i spidsen for bureauet. Partnerkredsen i Magnetix solgte deres aktier for dels kontanter, dels et nyt ejerskab – næsten halvdelen – af Isobar Nordics.

”Forbrugerrejsen er blevet mere kompleks, og vores kunder efterspørger i højere grad bureauer, der kan hjælpe dem med at skabe synergi igennem hele kunderejsen, og med opkøbet af Magnetix er vi nu i stand til at skabe end-to-end løsninger for vores kunder. Med opkøbet af Magnetix er vi en af de første bureaugrupper, der er i stand til at levere løsninger, der dækker hele kunderejsen, fra point-of-engagement til point-of-transaction samt den efterfølgende dialog med kunden,” siger Lars Bo Jeppesen