Saatchi henter ny kreativ ledelse hos Partners

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

SAS-kampagnens kreative team skifter fra Partners til Saatchi & Saatchi. Den ene for at blive bureauets nye kreative direktør. Bureauet har nu erstattet juniorfolk med seniorfolk.

Der er gået lidt mere end fire måneder, siden Simon Wooller forlod posten som kreativ direktør hos Saatchi & Saatchi. Nu er hans afløser fundet i skikkelse af Peter Boye fra Wibroe, Duckert & Partners.

Nogle vil måske mene, at adm. dir. Thomas Falck har været lang tid om at genbesætte posten. Men sådan ser han ikke på det.

“Peter Boye stod øverst på min liste, og jeg ville hellere vente lidt på at få den rigtige frem for at skynde mig at finde en afløser”, siger Thomas Falck.

Samtidig har Thomas Falck fået lokket Henrik Tvilling med som kreativ chef, og dermed har han ansat det team, som står bag arbejdet for bl.a. SAS og Nykredit.

“De to repræsenterer for mig det mest spændende kreative team på markedet. I hvert fald er det den slags arbejde, jeg gerne vil se for Saatchi’s kunder”, siger Thomas Falck.

Ansættelsen af Peter Boye og Henrik Tvilling er led i en betydelig opgradering af bureauet, som nu er ved at falde på plads oven på en periode, der ude fra har set turbulent ud.

Simon Wooller tog to af sine unge talentfulde kreative med sig til Halbye Kaag, og siden forsvandt to andre unge kreative til Bates Y&R.

Men efterfølgende har Thomas Falck så knyttet Lars Hartmann og Lars Schmidt til bureauet og med Peter Boye og Henrik Tvilling er der således tale om, at de unge er erstattet af seniorfolk.

Samtidig har han også ansat en ny kontaktchef i skikkelse af Marie Mark med en fortid hos Leo Burnett, Partners og rollen som kommunikationsdirektør hos TV3.

I planner-afdelingen har den strategiske chef Martin Gjerløff fået to folk mere i form af en dialog-planner og en digital planner.

Herudover har han siden slutningen af året været i gang med ansætte både flere dialog-folk samt digitale og grafiske ressourcer.

Thomas Falck understreger dog, at der ikke er tale om etablering af siloer.

“Vi har prædiket medieneutralitet i fire år, og det ændrer vi ikke på. Alle kompetencer fungerer inden for den samme ramme af Saatchi-værktøjerne som f.eks. Lovemarks filosofien og vores tribes, der er en slags intensiv flerdøgn lang brainstorming med alle interessenter,” siger Thomas Falck.

Opgraderingen af bureauet hænger sammen med en betydelig udvikling i bureauets kundesammensætning.

“For fire år siden lavede vi en bruttoavance på 24 mio. kr. på 22 kunder. I år venter vi at lave op mod 35 mio. kr. på basis af 8 kunder. Der er tale om store virksomheder der ser sin marketingafdeling som en afgørende ressource til at opnå sine strategiske mål og derfor har det lange lys på, og vores kreative skal kunne matche dem. De skal kunne og turde gå ind i strategiske diskussioner, og de skal evne at udvikle koncepter der holder frem en sjov reklamefilm”, siger Thomas Falck.

Peter Boye får en engelsk titel – Executive Creative Director – og direkte adgang til Saatchis kreative chef i London. Han vil desuden indgå i ledelsen af Saatchi København sammen med Thomas Falck og finansdirektør Jens Storkfelt.

Ud over at erstatte dem, der er rejst, opgraderes bureauet med et nyt team, som vil blive unge – men velafprøvede folk.

“Det er selvfølgelig Peters opgave at finde dem. Sammen med Henrik skal han i gang med at skabe byens bedste kreative afdeling,” siger Thomas Falck.